Prøv avisen

De bedste brownies: De 10 bedste opskrifter

Sprød udenpå og blød og svampet indeni. Kåre Gades opskrift på brownie er ikke overraskende blandt de 10 mest populære opskrifter i Kristeligt Dagblads arkiv. Foto: Kåre Gade

Den bedste brownie, den bedste hummus eller gryderetten, som kan mætte familien. Her er samlet de ti bedste opskrifter fra Kristeligt Dagblads arkiv fra forførerens brownies til varme hveder. God fornøjelse

Kristeligt Dagblad er avisen om livets store spørgsmål. Men avisen har gennem årene også opbygget sit eget madunivers, hvor skiftende skribenter skriver om mad. Her er inspiration til årets højtider, til gæstebud og hverdagsmad. Lad dig inspirere af journalistik, som mætter. ​

Her får du de 10 bedste opskrifter fra Kristeligt Dagblads arkiv.

1. Varme hveder til stor bededag

I mere end 300 år har den fjerde fredag efter påske været store bededag i den danske kirke. Grunden til at man spiser varme hveder på store bededag er, at bededagen er en bede- og bodsdag, derfor skulle også bagerne have fri. Derfor bagte de hvedetvebakker aftenen før. Varme hveder er enkle selv at bage. Portionen her giver 12 hveder.

2. Thaisuppe til fastetiden

I kirken er der en lang tradition for at markere fasten, der begynder i februar, på tallerkenen. Denne opskrift på en nem og lækker thaisuppe er valgt med fastens enkelhed for øje. Der er ingen dyr med fire fødder på menuen, men megen smag. Desuden er opskriften enkel og nem at tilberede. Alle ingredienserne kan findes i en større dagligvarebutik.

3. Vegetarisk linsesuppe

Læser man blogs og magasiner om gastronomi, kan man læse, at grønt er det nye sort i køkkenet. Her er endnu et bud på en enkel og velsmagende aftensmad. Denne lækre vegetariske linsesuppe både mætter og varmer.

Modsat bønner skal linserne ikke udblødes, men blot skylles og koge godt en halv time. En af fordelene ved denne ret er, at den er let at tilberede.

4. Verdens bedste brownie

Ckokolademættet bagværk overtrumfer det meste, derfor er denne opskrift blevet en af de mest populære i Kristeligt Dagblads arkiv. Brownien er sprød udenpå, men blød og svampet indeni - og så er den tilmed nem at tilberede. Brownien går rent hjem hos de fleste. Den er derfor blevet kaldt "forførerens brownie".

5. Fastelavnsboller med hjemmelavet creme

"Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade."

Børnene synger sangen hvert år. Bager man disse lækre fastelavnsboller med hjemmelavet creme, er man garanteret, at der ikke bliver ballade. Kun om de boller, der er i overskud.

6. Makronmarengs i påskefarver

Hvad smager påsken af? Modsat julen, som har en helt fast menu, er madtraditionerne i påsken mere løse, men én råvare går dog igen i påskemaden både som symbol og tradition: æg.

Mangler du inspiration til en dessert med æg, så er makronmarengs i påskefarver en sikker succes. Den kan også bages som marengsbund og pyntes med frugt og fløde.

7. Himmelske havregrynskugler

Havregrynskugler behøver ikke at være små, støvede gnallinger, hvor kokosmelet dårligt kan hænge fast, og som mest af alt ligner tørret kaninlort.

Denne opskrift på havregrynskugler giver de ægte, traditionelle og kanoniserede saftige sager. Mørke som midnatstimen og så eksploderer i munden som smagsfyrværkeri, der sender en direkte tilbage til barndommens mest forventningsfulde og uspolerede øjeblikke. Og så er de sunde, for der er havregryn i.

8. Den perfekte hummus

Hummus er vel sagtens en israelsk nationalret, men en arabisk opfindelse, og indtages i enorme mængder i hele regionen.

Efter mange forsøg er det lykkedes at ramme den rette konsistens og smag af hummus. Tricket er natron og isvand. Find her opskriften på den perfekte hummus.

10. Brydebrød til valgkampen

En anden populær opskrift i Kristeligt Dagblads arkiv er brydebrødet – et sødligt brød, som smager forrygende, ikke mindst når det er nybagt.

Meningerne om dette brød vil næppe brydes, men man kan spise det med lidt smør til, mens man lader de politiske holdninger brydes.