Alberto Mendieta Arredondo er 41 år og har netop afsluttet sit speciale i pædagogik ved Institut for Pædagogik, Filosofi og Retorik ved Københavns Universitet. Oprindeligt er han uddannet jurist i Bolivia, hvor han er født.
Alberto kommer fra en politisk aktiv familie og forlod i 1990 sit hjemland for at besøge sin storesøster, som på det tidspunkt var flygtet til Danmark. Siden slog han sig også ned her for at studere.
Bolivia er et land, der er ca. 25 gange større end Danmark. Det ligger i den midtvestlige del af Sydamerika og befolkningen har en majoritet på ca. 95 % katolikker. Du kan læse mere om religion i Bolivia her.
Barndomsminder fra kirken
Alberto Arredondo fortæller:
- Jeg er født og opvokset i byen Santa Cruz i Bolivia, hvor jeg er nummer 8 og næstsidst af en søskendeflok på 9. Mine forældre var katolikker og tog os børn med til messe hver søndag. De prøvede gerne forskellige kirker, så jeg er kommet til gudstjenester ledet af både franciskanere, dominikanere og jesuitter. Egentlig irriterede det mig lidt at skulle til messe, for det var allerede kl. halv syv om morgenen, og børn vil nu engang gerne sove længe, men når vi først var derhenne, kunne jeg meget godt lide det.
- Nogle gange tog vi ligefrem på ferie til andre områder af Bolivia og andre lande i Sydamerika for at besøge berømte katolske kirker og gå til gudstjeneste dér. Fx tog vi til Copacabana Kirken - og nej, det er ikke en kirke, der ligger ved den berømte Copacabana-strand i Brasilien! Den ligger ved Titicaca Søen i Bolivia, hvor der er en anden Copacabana-strand. Her er der en Jomfru Maria statue, en figur, der kaldes Bolivias Skytshelgeninde. Der afholdes en meget spændende festival for hende, som nærmest er en slags synkretisme af indiansk tradition og katolicisme. Man kan sige, at det er den katolske kirke på stedet, som har indoptaget nogle indianske traditioner.
- Udover indianske danse og festudklædning har man også en tradition med at hente sten til Madonna. Ifølge indiansk tradition vil sten fra et bestemt område med et helligt bjerg forvandles til penge gennem en guddoms medvirken. Derfor henter man først en sten fra det hellige bjerg og går derefter til Copacabanakirken og får den velsignet i Jomfru Marias navn. Derefter bringer man stenen tilbage til hjemmet, og når man engang har tjent det, som man regnede med at skulle tjene, så afleverer man stenen tilbage til kirken, hvor den kan lægges i et område ved kirken afsat til det samme. Denne skik ses også andre steder i Bolivia, men det er ikke alle katolske præster, der vil godtage den.
Den kristne opdragelse
- Mine forældre var meget åbne og tolerante og tog som sagt os børn med til mange forskellige kirker. Desuden var der også nogle protestanter i min fars familie bl.a. en mand, som havde opført flere kirker i forskellige byer inklusive Santa Cruz.
- Vi børn blev sendt på en adventistisk grundskole, fordi mine forældre syntes, at det var den bedste. Der var nogle meget dejlige og kærlige lærere, og vi blev behandlet, som om vi var en del af én stor familie. Vi var endda også med til gudstjenester dér, og det så vores forældre ikke noget galt i, da de altid regnede med, at vi ville vælge den katolske tro, når vi blev store. Men generelt set, tror jeg, at de ikke lagde så meget vægt på trosretning, så længe man troede på den kristne Gud.
- De sidste tre år af min skoletid gik jeg på en katolsk skole. Det skyldtes ikke religiøse hensyn, men derimod, at faciliteterne var bedre dér. Jeg holdt dog stadig kontakten ved lige til mine adventistvenner, da jeg holdt meget af det sociale liv, der var hos dem.
- I min studietid tog jeg nogle gange til et område grænsende til Brasilien, hvor min storebror boede. Han kom i en stor baptistmenighed, hvor der både kom bolivianere og brasilianere. Efter studietiden flyttede jeg også dertil og blev en del af baptistmenigheden, og ligesom med adventistkirken føltes det som at blive en del af én stor familie.
Kirken er en familie
- At kirken er som en familie betyder, at det aldrig er ligegyldigt, om man kommer der. Der er altid nogle, som siger: "Hej Alberto! Hvordan går det?". Man får ikke lov til at være alene, medmindre man insisterer. Sådan synes jeg generelt, det er i de protestantiske kirker, som jeg kender til i Bolivia og i mindre grad i den katolske kirke. Det er anderledes i Danmark, hvor man tit kan opleve at blive ignoreret, så man kan sige, at den katolske kirke i Bolivia minder om kirken i Danmark, og her tænker jeg ikke blot på folkekirken, men også på fx baptistmenigheder, hvor jeg har været.
- En gudstjeneste i Sydamerika betyder ingenting, hvis der ikke ligger et socialt liv til grund for den. I Danmark kan man derimod sagtens holde en gudstjeneste uden at det nødvendigvis betyder involvering af noget socialt.
- Jeg har i høj grad oplevet, hvordan folk har vægtet det sociale aspekt meget højt, og derfor er gået fra den katolske kirke og over til en af de protestantiske retninger. Det er som om, at en kirke mister gløden, når den bliver for stor og for officiel.
- Dertil kommer, at Bolivia har et meget dårligt udviklet socialt system. Så hvad vil du gøre, hvis du bliver arbejdsløs og ikke har nogen familie? Eller bliver syg, og der ikke er nogen til at tage sig af dig? Her er det som oftest kirken, som må træde til og give en hjælpende hånd.
- Men hvis jeg gik hen til en katolsk præst og sagde, at jeg var arbejdsløs, så ville han blot sige, at så måtte jeg da bare skynde mig hen for at finde et job, og ikke stå der og hænge med hovedet.
- Det samme var mine forældres holdning. De mente, at den katolske kirke skulle udstikke de store rammer for, hvordan du skulle leve dit liv, men ikke gå ind i nogen form for konkret hjælpearbejde. De mente, at det var et arbejde for staten. Min far, der var involveret i landspolitik, kæmpede i mange år for et bedre socialt system.
- Men selvom den officielle kirke ikke involverede sig i socialt arbejde i større grad, så var mange af dens præster meget modige og satte deres liv på spil med deres samfundskritik under Bolivias tidligere diktatur. Kirken hjalp faktisk også min far med at skjule sig i flere omgange.
- Når der nu ikke længere er tale om diktatur i Bolivia taber den katolske kirke i nogen grad også terræn, fordi den ikke længere kan spille en rolle i kritikken af diktaturet. Den burde sadle om og konkret gribe fat i de sociale uretfærdigheder, som findes i samfundet.
De danske kirker
- Også folkekirken i Danmark kunne engagere sig i forskellige samfundsproblemer mere end den allerede gør, især nogle af dem, der er mere farlige at røre ved - fx måden, som flygtninge og indvandrere bliver behandlet på. For mig er kirken et spørgsmål om at handle og vise engagement overfor andre mennesker, ligesom overfor ens allernærmeste. I kirken er vi alle hinandens allernærmeste.
- I Danmark begyndte mit kirkelige engagement med, at jeg kendte en bolivianer, der kom i Kristuskirken, som er en baptistkirke på Nørrebro i København. Her var og er en spansk menighed, så det syntes jeg lød interessant. Der var desuden mange sydamerikanere, som kom i kirken, så vi havde mange fælles ting at tale om.
- Men det var ikke alle, som kom der, fordi de var baptister, snarere fordi de søgte et sted med gudstjenester på spansk, så vi var tit meget uenige om forskellige religiøse principper. Bl.a. var der nogle, som ville tale i tunger, og det var vi andre som ikke ville, så det var der meget diskussion om. Nu har de spansktalende fra pinsekirken fået deres egen menighed, så det har i hvert fald hjulpet dem.
- Bortset fra det engagerede jeg mig ved at være kasserer i menigheden, og gennem min bolivianske kammerat mødte jeg Lise. Vi snakkede godt sammen, jeg blev inviteret til hendes fødselsdag, og nu er vi gift, ha ha. Vi blev viet af min svigerfar, der nu er pensioneret som præst i folkekirken. Jo, vi holdt en stor fest, og der var både sydamerikanere og danskere med, så det var dejlig festligt og farverigt.
Folkekirken og det religiøse Danmark
- Folkekirken i Danmark minder mig om den katolske kirke derhjemme, og skal jeg være helt ærlig - og dette er bestemt ikke møntet på min svigerfar, som er en glimrende taler - så synes jeg, at prædikenerne her ikke siger mig noget, hverken hvad angår form eller indhold. De er faktisk dårligere end dem i den katolske kirke derhjemme. Det gælder i det mindste de kirker, jeg har prøvet af i Københavnsområdet.
- Præsterne står som regel og læser op af et manuskript, når de holder deres prædikener, og det virker meget uengageret. Desuden siger de aldrig noget, som kan opfattes kontroversielt, så det hele bliver åh så pænt. Retorikken er heller ikke for god. Man gentager det samme, og det samme, og det samme...
- I Sydamerika har jeg mødt protestantiske præster med begge ben plantet på jorden og et socialt engagement. De katolske præster kunne man så sige havde blot et ben på jorden, idet de havde de rigtige meninger, som sagde folk noget, men de gjorde ikke noget i praksis. Sat på spidsen så svæver præsterne her et-eller-andet sted mellem skyerne uden noget fast ståsted både hvad angår socialt engagement og indhold af deres prædikener.
- Jeg tror ikke, det skyldes sekularisering, for jeres samfund er meget mere religiøst end vores. I Danmark må man ikke lyve, man må ikke begå fejl, man er i det hele taget meget hæmmet og ude af stand til at foretage sig noget som helst fornuftigt. Dette skyldes gamle religiøse tankegange, som måske ikke opfattes som religiøse, men som i bund og grund er det.
- I Bolivia lyver vi og begår fejl – ha ha – og kan alligevel møde hinanden igen og igen. Når vi går hjem fra kirke i Bolivia er vi i grunden ligeglade med det, som er blevet sagt - eller rettere er frigjort fra det på en måde, hvorimod jeres religiøse moralkodeks følger jer, hvor I går og står, om I så er bevidste om det eller ej.
- Den religionsbestemte adfærd er dog ikke kun negativ. Fx mener jeg, at jeres religiøst betingede arbejdsmoral gør jer langt mere effektive end os. Men generelt set, så gør de nedarvede religiøse normer jer ulykkelige og ude af stand til at agere frit og dermed også kærligt.
- I virkeligheden kan man sige at de danskere, der udtaler, at de ikke tror på Gud, lyver. Til gengæld vil jeg også sige, at sydamerikanere og danskere ikke lyver på den samme måde. I Sydamerika lyver vi, men vi er på samme tid udmærket godt klar over hvad sandheden er. I Danmark lyver I for at fornægte sandheden, for at lægge afstand til en sandhed, som I ikke formår at forholde jer til.