Ordet: Mennesker med særlig intelligens

At karakterisere mennesker med Downs syndrom som mennesker med en særlig intelligens er en fornem måde at møde dem på, skriver tidligere biskop

Mennesker med Downs syndrom er ikke mennesker med fejl og mangler, men mennesker udstyret med særlige evner, særlige måder at udtrykke sig på, en særlig sensitivitet," skriver tidligere biskop Steen Skovsgaard i dagens ord.
Mennesker med Downs syndrom er ikke mennesker med fejl og mangler, men mennesker udstyret med særlige evner, særlige måder at udtrykke sig på, en særlig sensitivitet," skriver tidligere biskop Steen Skovsgaard i dagens ord. . Foto: Søren Staal

”Gud er mægtig i de svage!”.

Den Danske Salmebog: nummer 481, vers 4

DET ER I DAG FN’s internationale dag blandt andet for Downs syndrom. Stiftspræst for mennesker med særlige behov Erik Hviid Larsen har selv en datter, Sara på 19 år, som har Downs syndrom.

I en ny bog fortæller han, hvordan han valgte at tage hende med til Løgumkloster, hvor han skulle undervise en gruppe præster i at arbejde med børn og unge med særlige behov. De indledte med en lille gudstjeneste, og efter at have holdt en kort prædiken spurgte Erik Hviid Larsen sin datter, uden at have tænkt nærmere over det, om hun havde noget at tilføje. Det syntes hun, at hun havde. Og så holdt hun følgende prædiken for præsterne:

”Jesus’ hænder er magiske – og de er korsmærkede. Jesus’ hænder rører ved de blinde øjne, og de kan se, og Han rører ved de døve ører, og de kan høre. I er gode præster, og Jesus’ korsmærkede hænder vil velsigne jer til at være gode præster. I er gode præster, og I skal også være gode tjenere. Jesus’ korsmærkede hænder vil velsigne jer.” Hvorefter hun, henvendt til faderen, sagde: ”Ikke også, far?”. Og Erik Hviid Larsen fortsætter: ”Hvem kan modsige mennesker med særlig intelligens, så derfor måtte jeg bare svare: ’Jo, Sara.’”

At karakterisere mennesker med Downs syndrom som mennesker med en særlig intelligens er en fornem måde at møde dem på. Det er ikke bare mennesker med fejl og mangler. De er tværtimod udstyret med særlige evner, særlige måder at udtrykke sig på, en særlig sensitivitet. Derfor skal vi ikke alene værne om de svage, vi skal også lytte til dem og frem for alt give dem plads. Et afrikansk ordsprog siger: ”Hvis du ikke har en gammel i dit hjem, hvad ros har du da?”.

Det ordsprog kunne passende omskrives til følgende påmindelse for en kirke og menighed: ”Hvis du ikke har et menneske med udviklingshæmning og særlige evner i din midte, hvad ros har du da?”. Uden dem risikerer menigheden at mangle meget af det, som vi ellers går og glemmer eller undertrykker: glæde, humør, umiddelbarhed, følsomhed, skæve indfald og uhøjtidelighed.

Eller som Paulus udtrykker det: ”(...) de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige.” (1. Kor. 12, 22)

Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.