»Da spurgte Herren Kain: Hvor er din bror Abel? Kain svarede: Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror? « (1. Mos. 1,9)

Så kort kan det siges, og menneskeslægtens forhistorie rulles op for vort indre blik. Det begyndte i Paradiset, men endte på marken, hvor Kain hævede æselskæben og slog sin bror ihjel.

Naturligvis endte historien som sådan ikke der, men med brodermordet viste det sig, hvad synden gør ved selv de næreste menneskelige relationer. Da Gud advarer Kain mod synden, beskriver han den som et rovdyr, der lurer ved døren, og lige siden har vi kendt til det grønøjede uhyre, som vi kalder misundelse, og som lurer på os, overfalder os og kræver hævn for en forsmædelse, vi i realiteten selv har opfundet: Forsmædelsen over ikke altid at være den udvalgte og foretrukne.

I traditionen betragtes Kain utvetydigt som ond. I nyere tid er synet på ham mere nuanceret. Erfaringen har vist, at vi alle har hans blod i årerne. Flere af efterkrigstidens digtere beskæftigede sig med Kain, blandt andre Nis Pedersen:

Kain -

du, der er renere end jeg,

giv mig din hånd her i mørket,

hvor ingen kan se det,

og sig, du forstår.

Vi kan dele angeren, skammen og ensomheden med Kain, men i længden bliver det patetisk. Fortællingen dvæler ikke så meget ved den side af sagen. Vægten ligger på den korte ordveksling mellem Gud og Kain om mordet på Abel - om bruddet på det ufravigelige kald til at tage os af hinanden.

Menneskehedens historie er én lang fortælling om misundelse, vrede og magtmisbrug. Men den er også én lang beretning om den Gud, der igen og igen ville lære os, at forholdet imellem os er et forhold i kærlighed. I omsorg.

Lisbeth Smedegaard Andersen