Prøv avisen

»Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.«

Der er dage, hvor man ikke tænker så meget over ordene - og nætter, hvor man synes, det er det vigtigste i hele Fadervor: »Forlad os vor skyld...«

At være menneske er at være skyldig. Den danske digter Henrik Nordbrandt har skrevet et digt, jeg tit tænker på:

»Som en torn lever jeg i denne verden / lever og dør.

Nogen bløder på grund af mig, nogen / græder / på grund af mig, / en flytter ind, en anden flytter ud, /og en får sin dør slået ind, en / anden / sin hjerneskal ...«

Vi er filtret ind i hinandens liv på godt og ondt. Tanken kan gøre en svimmel. Den lille munk Frans af Assisi var så besjælet af tanken om sammenhængen mellem alt levende, at han prædikede for fuglene og bad dem om tilgivelse. Selv om vi ikke går så langt, kender vi den følelse af skyld, der kan gribe os, når vi ser andre menneskers nød. Uden i den forstand at være »skyldige«, skammer vi os pludselig over vore egne gode forhold.

Skyldfølelse er en lammende følelse. Den blokerer også for taknemligheden over for Gud for det liv, han har givet os. Bønnen i Fadervor erindrer os da om, at vi først og fremmest er skyldige over for én, nemlig Gud. Og når vi beder til ham om at »forlade os vor skyld«, så gør vi det i tillid til, at han er den barmhjertige fader, som Jesus har lært os at bede til. Og at han har brug for os og vil, at vi i taknemlighed over alt, hvad han har givet os, går glade ud og gør vor »skyldighed« i forholdet til de mennesker, livet bringer os i berøring med.

Lisbeth Smedegaard Andersen