»Nåden er din dagligdag, hverdagen, det nære. Mennesker at leve med, nåden er: at være.« (Johannes Møllehave 1985)

Johannes Møllehaves salme om nåden udlægger i få strofer et teologisk kerneord, der nemt ender som en kliché - ikke bare i nutidens præstesprog, men også i Det Gamle Testamente, hvor udtrykket »at finde nåde for dine øjne« kan bruges som en ydmyg hilsen.

Hos Paulus kædes nåden sammen med Guds barmhjertighed, nærmere bestemt med menneskers retfærdiggørelse gennem tro i stedet for ved lovgerninger, hvorved nåden bliver forudsætningen for det nye liv på grundlag af Guds tilgivelse. Det er den betydning, Møllehave gennemspiller i sin salme.

Nåden er det enkleste af alt, at være. Ganske sådan som det forklares af Frederik Pauldan Müller i versromanen "Adam Homo", hvor Adams mor fortæller sin lille søn, hvad det er at være. At være er for fuglene at flyve, synge og give deres unger føde, for skovsneglen er det at mærke solen skinne på sin sorte ryg, og for en mor er det at stå med sit barn på armen: Når dig, min lille dreng, jeg har på armen/og beder idetsamme så en bøn/for dig, og for migselv og mine kære,/da bedst jeg føler, hvad det er at være!

At være er at modtage hverdagen i bevidsthed om Guds kærlighed:

Nåden er den kærlighed,

som blev grundløst givet.

Nåden er den hverdag, som

binder dig til livet.

Nåden består altid i et tilsagn. Vi mennesker kan være nådesløse mod os selv og mod andre, men nåden er, at der findes et ord fra Gud, der giver os alt tilbage, når vi tror, vi har mistet alt. Nåden kommer udefra med alt det, vi ikke kan være foruden:

Uden håb og uden Gud

lar´ vi døden råde.

Tro og håb og kærlighed

får vi kun af nåde.