Sådan afslutter Paulus det kapitel af 1. Korinterbrev, der er blevet kaldt Kærlighedens højsang. Den handler om de tre kristne hoveddyder, tro, håb og kærlighed, men den sætter kærligheden højest. Og det gør den i så høj grad, at den frakender de to første egentlig værdi, hvis ikke de er farvet af, ja, nyskabt af kærligheden.
Ikke engang troen! Det kan lyde mærkeligt for os i den lutherske kirke. Men tro uden kærlighed er, som Grundtvig skriver i sit digt, Nyaarsmorgen (1824), som Lys uden varme - som Helvedes Kval. Hvis troen ikke er båret af kærlighed, kan den blive både selvretfærdig og hård - der er som bekendt ingen krige så betændte som religionskrige.
I Nyårsmorgen, skildrer Grundtvig, hvordan han pludselig i en sen nattetime hører nogle ord, der tordner i mørket omkring ham:
Og havde du Tro
Til Bjerge at flytte,
Det kan ikke nytte,
Naar Hjertet er steen- haardt og koldt.
Digtet, der indeholder en slags tilbageblik over digterens liv, bliver også begyndelsen til et nyt livsafsnit. Han forstår med ét, at den indsigt og kundskab, han som et moderne menneske var så stolt af, den var kun glimrende skygger, den var tomhed. Men en ny fremtid åbner sig. En fremtid, hvor han ved Helligåndens hjælp kærligt skal forkynde Guds ord i prædikener og salmer. Det gjorde han som bekendt livet igennem, og i 1853 skrev han en salme om forholdet mellem tro, håb og kærlighed:
Kiærlighed er Hjerte-Grunden
Til vor Tro og til vort Haab,
til vort Liv i Fødselsstunden
af Guds Aand ved Herrens Daab,
Til vor Fred ved Naades-Ordet,
Til vor Fryd ved Naade-Bordet,
Er et himmelsk Moderskiød
Til vor Trøst i Liv og Død.
Lisbeth Smedegaard Andersen