Prøv avisen

»Sorrig og glæde de vandre til hobe,

Kingo er kontrasternes digter, og i salmen om sorrig og glæde, der vandrer til hobe, sættes liv og død, lykke og ulykke, medgang og modgang op imod hinanden, så man ligefrem ser disse livets tilskikkelser for sig som en række tilslørede kvindeskikkelser, der vandrer tavst gennem verden, gennem vore liv, og tilmåler os alle lidt af alting - lidt af alt det, et menneskeliv består af.

Kraften i salmen ligger blandt andet i den selvfølgelighed, hvormed den sætter spørgsmålstegn ved alt det, vi ser op til og beundrer. Kroner og sceptre, magt og succes, skønhed og ære - det hører ifølge Kingo alt sammen til de ting, der har deres tid i en verden, hvor »skæbnen så sælsomt er skift!« - og det er en vemodig erfaring at drage. Men den er sand, og salmen forkynder også i dag Kingos karske visdom for alle os forjagede og forvirrede mennesker, så de tilslørede kvindeskikkelser bliver som en slags sandhedens engle, der river illusionens maske bort og berøver os løgnen om, at vi lever og skaber for evigheden.

Først på den baggrund kan Kingo så forkynde det, der ligger ham på sinde, nemlig tilliden til Gud. Tilliden til, at hvordan det end går i denne verden, så har også lidelse og sorg kun sin tid, og derved skabes der på forunderlig vis glæde ud af angsten, sundhed ud af svagheden, liv ud af forgængeligheden, så salmedigteren kan slutte med fortrøstning, ja, endda forventning:

Lad da min lod og min lykke kun falde,

hvordan min Gud og min Herre han vil,

lad ikkun avind udøse sin galde,

lad kun og verden fulddrive sit spil!

Sorrig skal dø,

saligheds frø

blomstre på Himmerigs dejlige ø.

Lisbeth Smedegaard Andersen