Ingemanns højt elskede salme om Guds miskundhed er en gendigtning af Bibelens Salme 36. Men Ingemann koncentrerer sig om de vers, der lovpriser Guds miskundhed (et ord, der i bibeloversættelsen fra 1992 er erstattet af det mere lettilgængelige, men også mindre markante ord, »godhed«).
Ved første øjekast synes man, det er en noget eksklusiv gendigtning! Bibelens digter indleder sin salme med en anklage mod den ugudelige, som ikke har gudsfrygt for øje, og som selv på sit leje om natten planlægger ondskab: »Han holder sig til en vej, der ikke er god, og forkaster ikke det onde«, og digteren slutter med at bede Gud om at bevare sin troskab og retfærdighed mod de oprigtige.
Ingemanns salmer har en mild tone, hvilket man har bebrejdet ham. Selv Grundtvig, der var god ven med Ingemann og læste hans salmer, var ikke altid lige tilfreds med Ingemanns trofasthed over for det bibelske forlæg, men foreslog, at han skulle læse mere i sin bibel - Grundtvig selv sled sine bibler i laser, og hans salmer er gennemtrængt af mere eller mindre direkte bibelcitater.
Men Ingemanns salme er evangelisk. I et enkelt sprog og med billeder, der kan forstås af et barn, fremmaner han troens Gud for os - den Gud, vi har tillid til, og som vi beder til, fordi vi stoler på, at han hører os i både sorg og glæde. Gennem Kristus har vi lært ham at kende som vor frelses Gud - i ham har han bredt sin kærlighedsvinge ud her på jorden, hvor vi skal leve og være:
Hvor dyrebar er dog din
miskundhed, Gud,/
hvor menneskebørnene
bygge!/
I mulm er kærlighed
vingen bredt ud,/
vi skjuler os under dens
skygge.
Hans væsen er miskundhed, og spændingen mellem Guds retfærdighed og hans miskundhed skal være tema i den kommende uge.
Lisbeth Smedegaard Andersen