Alderdom og selvretfærdighed

”Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først.”

Johannesevangeliet 8, 9

Alderdom medfører skrøbeligheder af forskellig slags og i forskellig grad fra den ene til den anden. Men der er også mulighed for særlige gaver ved at komme op i årene. En af de mulige gaver er øget selverkendelse.

I Johannesevangeliets kapitel 8 fortælles der, at en flok skriftkloge og farisæere kommer slæbende med en kvinde, der er grebet i ægteskabsbrud, og stiller hende frem for Jesus. Efter Moselovens ord skal hun stenes til døde. Det mener mændene formentlig også selv, der skal ske, og nu spørger de Jesus: ”Hvad siger du?”.

Jesus er først tavs og skriver på jorden med sin finger. Det irriterer mændene, som kom med kvinden, og de presser på for at få et svar. Vi har forud hørt, at de skriftkloge søgte en måde at få bremset Jesus på, så sceneriet må være iværksat for at fange Jesus i noget at anklage ham for, enten for at bryde Moseloven eller – hvis han godkender straffen mod kvinden – at være en hykler, når han ellers har gjort sig kendt som ”ven af syndere og toldere”.

Men efter tavsheden skaber Jesus en ny situation med ordene: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Så bøjede han sig igen ned og tegnede i støvet.

Vi må forestille os, at det svar giver et ryk i de forsamlede, og det får snart kredsen af anklagende mænd til at gå bort ”én efter én, de ældste først”.

Jesus siger til kvinden, at han heller ikke dømmer hende, men ”synd fra nu af ikke mere”. Han stiller hende fri med den mulighed, at hun kan begynde et nyt liv.

Men det var altså de ældste, der først sivede væk fra scenen. Som ung kan man have tilbøjelighed til at søge de skarptskårne løsninger. Den ældres erfaring kan – hvis man er heldig – give et mere nuanceret billede af verden og et mere realistisk billede af en selv. Herunder en erkendelse af, at ikke alt i ens liv har været, som det skulle have været.

Det kan jo umiddelbart tage sig ud som en negativ erkendelse, men gaven i den er, at der lukkes af for selvretfærdighed. Selvretfærdighed er en pestilens for ens omgivelser – og for en selv!

Pointen udtrykker Jesus i anden sammenhæng: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.”

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.