Når Jesus fortæller lignelser som dem om fåret og mønten, der er blevet væk, så er det jo ikke til tolderne og synderne, han fortæller dem, men det er til de farisæere, som med bitterhed ser på, at Jesus i denne for folket så vanskelige tid bryder det folkelige fællesskab ved at mænge sig med dem, der svigtede fællesskabet. Toldere og syndere tilsagde han syndernes forladelse og Gudsrigets glæde, og så sad han i øvrigt til bords med dem, og der var glæde og munterhed omkring det bord. Men når farisæerne knurrer, rejser han sig fra festbordet i tolderens hus og vender sig mod farisæerne og forsvarer sin ret til at sidde der.
Der var for en del år siden en udsendelse i Danmarks Radio med titlen: Kirken og de fortabte får. Den handlede såmænd om det kirkelige arbejde for sprittere og narkomaner og prostituerede og andre, der var kommet lidt skævt ind på samfundet, og det var vel også, hvad lytterne havde ventet. Det blev ikke så meget som antydet, at over for Gud kan en præst eller programsekretær være lige så fortabt som en spritter eller prostitueret. Men der lød ikke noget kirkeligt ramaskrig over denne grove forhånelse af evangeliet.
Der skal skarp lud til skurvede hoveder. Og det er skarp lud, når Vorherre Jesus ser på farisæerne og på os og siger: jamen kære, I, som jo slet ikke er blevet væk. I kan vel begribe, det kun er stakler, jeg behøver at tage mig af og kun stakler, der bliver fryd i himlen over. Med jer er det hele jo så selvfølgeligt! Men de forhærdede sjæle, han taler til, dem har han jo netop fundet med sit ord. Og så tør vi måske tro, at Kristus skal finde selv de mest forhærdede bortkomne får, og da skal der være glæde i himlen og i vore hjerter.
Karen Horsens