Matt. 5, 1-12
DEN ER BLEVET min faste ledsager. Man kan kalde den verdens mest diskrete ledsager. Den sidder for eksempel på sædet ved siden af mig, når jeg kører bil. Og når jeg står på kirkegården og kigger på min datters gravsten, så er den der igen. Sorgen. Den befinder sig lige ved siden af mig.
LÆS OGSÅ: Allehelgen i El Salvador
Sådan udtaler journalist og forfatter Ole Michelsen, der i mange år var kendt for sine filmanmeldelser på tv. I dag er han også kendt for noget andet, nemlig sine gribende foredrag om det at miste.
Siden hans datter, Trine, døde af kræft for et par år siden, har han erfaret, hvordan sorgen kan komme og gå. Den kan komme væltende, når han for eksempel hører hendes yndlingsmusik i radioen, når han åbner en skuffe og finder nogle af hendes ting og så videre. Pludselig er sorgen der igen. Som en usynlig ledsager, der finder på at komme på tidspunkter, hvor han slet ikke havde bedt den om det og slet ikke var forberedt på det.
Allehelgensdag mindes vi de døde. Dem, vi har mistet for nylig, og som vi tænker på mange gange om dagen. Eller dem, vi har mistet for længe siden, men hvis betydning vil vare ved resten af livet. Eller nogle mere perifere bekendte, vi har mistet, som vi næsten havde glemt. Uanset om tårerne står ud af øjenkrogene, og vreden over at have mistet raser i os, eller om vi er plaget af dårlig samvittighed over, at vi næsten havde glemt dem, er vi sammen om at kunne gå i kirke og mindes dem allehelgensdag. Og kirken kan sætte nogle ord på, hvem den usynlige ledsager, sorgen, er.
Kirken sætter også ord på en anden usynlig ledsager: Han, som har sagt om sig selv, at han vil gå vejen sammen med os, uanset hvor store sten der ligger på den. Uanset hvor ufremkommelig vejen er. Uanset hvor mørkt og tåget der bliver undervejs. Jesus Kristus. Han er også en usynlig, men nærværende ledsager. Han kan også sætte sig på sædet ved siden af, når vi kører bil. Han kan stå ved siden af os, når vi stirrer på en gravsten. En gang imellem bliver han endda næsten helt synlig når han kommer til os i skikkelse af et medmenneske, der vil være sammen med os og kan holde ud at høre om det, der plager os.
Det særlige ved at tro på Gud er ikke at blive skånet for den smertelige ledsager, som sorgen kan være. Det særlige er at få lov at få en ledsager mere, Jesus Kristus, som vil følge os helt til vejs ende. Både på vores vandring gennem sorgen og også på vores vandring gennem døden.