”Stå op, min kæreste, kom dog, min smukke!”
Højsangen 2, 13
I HØJSANGEN i Det Gamle Testamente kalder sangeren på sin veninde, han ser hende i billedet af en due, der sidder skjult i en klippe. Kom frem.
Sådan er der i forskellige forhold noget skjult, som vi kan længes efter at få kaldt frem. Disse mørke måneder indebærer således en venten på, at naturen kaster vinterdækbladene af sig; det, som er gemt i indkapslede knopper og i tildækkede frø og spirer, skal træde frem, og trækfuglene vender hjem.
Lige nu kræver det tålmodighed af os. Det er ikke os, der kan få frembruddet til at ske. Farver og fuglesang kommer, når tiden er inde. ”Her vil ties, her vil bies.”
I vore indbyrdes forhold kan noget tilsvarende være tilfældet: en længsel efter, at noget må forløses i vores relation – at en afklaring må indtræffe, en bedre forståelse opstå, en nærhed blive virkeliggjort.
Måske er det en gammel fortrædelighed, som skal ryddes af vejen. Skygger og stivnen imellem os, som skal opløses, så vi kan blive tydelige og få mulighed for at blive til gave – lille eller stor – for hinanden.
Det er ikke noget, der uden videre kan kommanderes frem. Vi er, som Johannes Johansen skriver i en vielsessalme, ”hver sin krop og hver sin gåde”.
Enhver har sin personlige historie, sine forudsætninger. I enhver er der skjulte lag, som nærtstående ikke umiddelbart har adgang til, og som vi respektfuldt må undlade at mase os pilfingret ind i. Men hvad der vokser tilgængeligt ud af det skjulte i et menneske, dét kan vi håbe at lære at kende.
Det kan kræve tålmodighed – men ikke passivitet. Det forholder sig jo anderledes med vore menneskelige forhold end med æbletræets blomstring og fuglenes sang. Vore indbyrdes forhold har vi mulighed for at påvirke – og det gør vi bedst, hvis vi tager ved lære af, hvad det er for kræfter, der skaber forår og vækst i naturen: Varme og lys.
Varme og lys kan vi selv sætte kræfter ind på at give plads i de indbyrdes forhold, så der bliver fri forbindelse imellem os. Paraderne må sænkes, de forudfattede, fastlåste meninger løsnes. Tillid er en varmekilde, oprigtighed giver lys.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.