Da Herodes nu indså, at han var blevet narret...

Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og hele dens omegn lod han alle drengebørn på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.(Matt. 2,16)

Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og hele dens omegn lod han alle drengebørn på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.

(Matt. 2,16)

Gud fører sin søn uden om verdens rædsler, mens drengebørnene i Betlehem dør. Det gjorde Jesus også til sidst, og det vidste Matthæus godt, han ville gøre; så det har ikke været Matthæus' mening at fortælle os, at Jesus anviser en vej uden om verdens rædsler. Derimod har det afgjort været Matthæus' mening at fortælle, hvorledes Gud selv tager vare på sit ord i verden, hvordan Gud sørger for, at barnet vokser op og bliver mand og sætter evangeliet ind i verden før korsfæstelse, død og opstandelse.

Matthæus spørger ikke, hvordan Gud kunne tillade barnemordet i Betlehem, sådan som vi ville spørge. For de nytestamentlige forfattere er det en given forudsætning, at menneskene er onde, og at de er henvist til at leve med hinanden som dem, der er det.

Der er en fundamental forskel mellem deres og vor tids tænkemåde. For i dag har man et dogme, der hedder troen på det gode i mennesket - og det dogme holder til det hele: krige og koncentrationslejre og vold. Man ser på det, rystet og med afsky, bebrejder evt. Vorherre, at mennesker får lov at være så onde mod hinanden - men derefter erklærer man stadig sin tro på det gode i mennesket. Og så er det ikke underligt, om man finder det, der siges i kirken, uforståeligt.

Ganske som de gamle adskilte sig fra os ved at tage det onde i mennesket som det givne, således adskiller de nytestamentlige forfattere sig fra os ved aldrig at gøre sig bekymringer for Guds magt og dermed det godes beståen i verden.

I dag tror man på det gode i mennesket og bekymrer sig alligevel for det godes overlevelsesmuligheder.

De nytestamentlige forfattere mener, menneskene er onde, men at Gud nok alligevel fører sin sag igennem og får sin gode vilje med os til sidst.