Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.«
(Matt. 16,13 f.)
Folk siger så meget, og man skal ikke tro alt, hvad man hører. Alligevel er det ingen dårlig ide at begynde med at lytte til den almindelige mening om en sag, inden man forsøger at trænge ned i den. Folke-snak bevæger sig nok mest på overfladen; men den er ofte spundet sammen med tråde, der fører ind mod sagens kerne. Og den, der forstår at rede trådene ud og følge de rette, kan også få udbytte deraf.
Den almindelige mening om Jesus kommer da også meget tæt på, når den kalder ham en profet. Der er ingen skikkelser i fortiden, som Jesus har større lighed med end just profeterne i Det Gamle Testamente, og det er vel også grunden til, at hele den muslimske verden stadig regner Jesus blandt profeterne.
De tre profeter, der stilles op ved siden af Jesus, er næppe valgt tilfældigt. De har træk, der tilsammen styrker signalementet af den mand, der spørges om. Men de gør ikke billedet færdigt; for der er også ting, der skiller Jesus ud fra den flok, han ellers ligner. Alle profeter optræder med myndighed. Men når andre profeter begrundede deres myndighed med et: »Så siger Herren«, vovede Jesus at tale, som om han havde myndighed i sig selv og uden videre vidste, hvad der var Guds vilje. Vi ser det meget stærkt i Bjergprædikenen, hvor det, der er sagt til de gamle, modsvares af Jesu ord: »Men jeg siger jer« (Matt. 5,22)
Den afgørende forskel ligger dog i, at Jesu eget liv indgår i hans profeti på en helt usædvanlig måde. Det rige, han prædiker om og venter på, er allerede i det skjulte begyndt med ham selv. Og den, der hører ham, forstår ham først helt, når det går op for ham, at Jesus med sit ord og sit liv ikke alene fortsætter gammel profetisk tradition, men lader den gå i opfyldelse.
Erling Stougård Thomsen