Prøv avisen

Da Maria sagde ja

Her ses Mariæ Bebudelse i Gustave Dorés streg.

Af middelalderens mange Maria-fester har vi i vores kirke kun beholdt én, nemlig Mariæ bebudelsesdag. Det er også den vigtigste, for da Maria sagde ja til at føde Guds søn, begyndte en ny historie mellem Gud og mennesker.

søndagsordet

søndagsordet

Mariæ bebudelsesdag

Luk 1, 26-38

LÆS OGSÅ:Mødet mellem himmel og jord

Derfor spillede Marias bebudelse så stor en rolle i den tidlige kirke, og derfor blev billedet af englen, der kommer til hende og fortæller hende, at hun skal føde Guds søn, hurtigt et centralt motiv. Senere malede man også sommetider hendes svar på en taleboble eller et skriftbånd: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Det ske mig efter dit ord!.

I mange af disse billeder sidder Maria med en bog i hånden. Den kan være lukket eller opslået, men det er ikke en hvilken som helst bog. Det er Esajas-bogen, og meningen er, at Maria netop har læst profetien om den unge kvinde, der skal blive med barn og føde en søn, der skal kaldes Inmanuel: Gud med os. Og nu kommer englen og fortæller, at hun er den kvinde, og at det er hendes opgave at føde det barn til verden.

I gamle dage kaldte man en sådan opgave et kald. Det særlige ved et kald er, at man ikke kan skyde det fra sig, men at det giver hele ens liv retning og mening. Enhver af os har prøvet at blive stillet over for en opgave, man ikke kan unddrage sig, ikke kan overlade til andre, selvom den nok så meget bryder ind i ens liv og ødelægger ens planer.

Når man for eksempel opdager, at man venter et barn, må man give afkald på den uforpligtede sorgløshed, der hører uafhængigheden til. Herefter er ens egne sorger og glæder afhængige af, hvordan det barn har det, og hvordan dets skæbne former sig.

Men det barn giver også livet mening. Sådan blev det for Maria. Og hun var tro over for sit kald og fulgte Jesus hele vejen, lige til hun stod ved hans kors langfredag. Sådan er det for alle mødre.

Fra gammel tid har man sammenlignet vores dåb med Marias bebudelse. I dåben lyder der et kald til os, og ved hver eneste dåb begynder en ny historie mellem Gud og mennesker. Vores ja til trosbekendelsen er derfor ligesom Marias ja et ja til at blive taget i tjeneste af Gud og ikke en erklæring om, at vi forstår hvert ord i trosbekendelsen. Vores ja er et svar og et løfte om at være tro over for Gud, så han kan bruge vores liv og give det indhold og mening.

At være tro over for sit kald. Det er en stor opgave. Det er derfor, Gud giver os Helligånden, så Kristus kan leve og vokse i vore hjerter, som han voksede i Marias moderskød. Til glæde og velsignelse.

Søndagsordet bliver skrevet på skift af Morten Fester Thaysen, sognepræst i Varde, Lea Skovsgaard, sognepræst i Harlev, Leif Andersen, lektor og cand.theol., og Lisbeth Smedegaard Andersen, pastor emeritus

Det særlige ved et kald er, at man ikke kan skyde det fra sig, men at det giver hele ens liv retning og mening. Her ses Jacques Emile Lafons maleri "Bebudelsen" fra 1800-tallet. Læg mærke til bogen i Marias hånd.