På Kallesmærsk Hede ved Oksbøl er der et stort militært øvelsesområde. Området er særligt ved, at man nærmest har fastfrosset et stykke Danmark fra 1950'erne. Husene står der stadig, som de gjorde dengang, hvor folk forlod dem.
I dag er husene tomme. Fejede og prydede, som der står. Alle ved, hvad det betyder. Da mennesket rejste, kom rotter og utøj til. Husene står i dag som billeder på de huse, som Jesus taler om.
Når husene står fejede og prydede, tror vi måske, at alt er, som det skal være. Ingen kan blive udsat for noget ondt her. Der er ingen dæmoner. Alt er pinlig rent. Dæmonen, vi fejede ud, flakker nu om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den.
Men en dag vender den tilbage til huset. Denne gang har den bare taget syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind i huset.
Hvad er der galt med dæmonen? Dæmonen er en magt, der besætter os. Den fylder os med løgn om det liv, Gud har skabt os til at leve. I stedet for at leve det i sammenhæng med Gud og vores næste gør den os indkrogede i os selv. Den vikler os mere og mere ind i fikse idéer om, at vi er alene. Fikse idéer, der gør os blinde, stumme og døve for hinanden.
Det uhyggelige er, at vi ikke opdager det. Ud over at huset er tomt og rent, er der nemlig helt stille. Dæmonen lever af husets tomhed og stilhed. Dæmonen siger ingenting. Har dæmonen besat os, gør den os tilmed stille for hinanden.
Ingen af os tør bryde tavsheden ved at sige ”nej” til dæmonien. Indkrogede i os selv går vi bare urolige rundt i husets tomhed. Ingen af os siger noget, der er sandt. Ingen af os rækker hånden ud efter andre, tværtimod.
Jesus siger, at han er kommet for at drive dæmonerne ud med Guds finger. Fingeren bruger Gud til at genrejse det liv, som dæmonen har ødelagt. Jesus bruger billedet af en kamp mellem to magter. En kamp, som vi altid befinder os midt i.
Med Guds finger driver Jesus dæmonen ud af huset. Han slår korsets tegn for vort ansigt og vort bryst og lover at vil være med os alle dage indtil verdens ende. Han vil være med os for at vogte vort hus med korsets tegn.
Huset skal ikke fyldes af dæmonen og dens syv ånder. Huset skal derimod fyldes af Guds egen ånd. Kærlighedens og sandhedens ånd, der vil rejse os op fra vores indkrogethed til et nyt liv.
Et nyt liv, hvor vi er genrejst til at være de mennesker, som Gud har skabt os til at være. Mennesker, der er fyldt af kærlighed og sandhed.
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen