”Han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne.”
Johannes’ Første Brev 2, 11
HENRIK IBSEN SAGDE: ”At digte – det er at holde dommedag over sig selv.” Det er langt fra os alle, der er digtere, men vi har dog alle en livsfortælling, som vi ”skriver på” dag for dag. Hvis vi ser vurderende på, hvordan fortællingen om vores liv tager form, er det en slags dommedag. Og når vi tager det, vi ser, til os, kan det få betydning for, hvordan historien om os fortsætter.
Nu er der ganske vist en usikkerhed forbundet med de dommedage, vi selv står for. Nogle dømmer sig selv alt for hårdt, mens andre omvendt er blevet helt blinde for, hvad de rummer af faretruende tilbøjeligheder. Størst er nok midtergruppen med os, der har det med at fortrænge, hvad der kan være problematisk, og går derved glip af den retledning, som det vil indebære at se realistisk på sig selv.
Den endegyldige dom står Gud for, den bliver gjort med et mere sikkert overblik og dybere indsigt, end vi besidder, den kan derfor være anderledes rensende og nyskabende.
Det mangelfulde ved vores blik på os selv bør dog ikke afholde os fra forsøg på – til gavn for andre og os selv – at standse op og gøre en nøgtern status. Er jeg blevet uopmærksom på det, der er det vigtige i mit liv? Har det ene eller andet trukket mig væk fra den kurs, jeg skulle have været på? Er jeg ved at sætte noget dyrebart over styr?
I fastetiden, hvor Jesu kors ses i horisonten, er opmærksomheden i mange af gudstjenesteteksterne rettet mod det ondes magt, de dæmoniske mørkekræfter i deres mange former.
Noget afgørende for mørkets magt er dets snigende karakter. Mørkets kræfter har en evne til at gøre blind. De virker ved at skabe mørke, så tingene tager sig anderledes ud, end de er.
Sådan var det også i forbindelse med domfældelsen og henrettelsen af Jesus. De, som ville have Jesus fjernet, gik i deres blindhed helt fejl af, hvad der tjener os mennesker bedst.
Men det lykkedes ikke at fjerne ham fra vores verden. Det, han kom med, møder vi stadig. Det kan få vore øjne op, så vi ser hans vej for os, ser glimt af det sande menneskeliv og modtager den tilgivelse, som rejser håb og mod til at foretage nødvendige selvopgør.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.