Prøv avisen

Den samaritanske kvinde sagde til ham...

Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke ?« Johs. 4,9.

Hun var kvinde, hun var samaritaner, altså ud af et folk med en tvivlsom religion, og så viser det sig endda, at hun selv efter samaritansk målestok var noget løsagtig. Tre ting, der taget hver for sig udelukker samtale med en jødisk mand og tilsammen gør en sådan samtale til en skandale.

Men Jesus gjorde som sædvanligt det, han ville.

Han polemiserer ikke mod samfundets fordomme og hykleri. Han sætter sig ikke ud over de almindelige normer. Han prøver ikke at forklare nogen, at hun inderst inde kan være lige så god som alle de andre. Han var simpelthen blind på det øje, hvormed vi kan se forskel på folk.

Han så i verden kun syndige og fortabte mennesker - og det var de fortabte, han var kommet for at frelse. At hun så i de andres øjne var ganske særdeles fortabt, betyder ikke noget i evangeliets sammenhæng.

Og det er evangeliet, den samaritanske kvinde har mødt. Hun opdager, at hendes samtalepartner er en profet, og siden hun har været så heldig at få fat i en profet, vil hun da gerne føre en religiøs samtale med ham. Men Jesus interesserer sig ikke for religiøs dagligstuesnak. Hvor han taler, gælder det liv eller død - ikke det interessante, det spændende, men liv eller død. Hun ved, viser det sig, at når Messias kommer, skal sandheden komme for en dag - Messias skal forkynde alt.

Men Jesus siger: Det er mig, jeg, som taler med dig. Gud giver sig til kende ved direkte tiltale. -

I vor religiøse higen ser vi frem til den dag, da vi finder Gud, og der skal blive noget ved det hele, livet skal blive virkelighed. Men når han, som er sandheden, taler til os, så er der ikke noget at vente på. Livet er her og nu, for sandheden selv kræver sig hørt og adlydt af os.

Det var evangeliet, glæden, virkeligheden selv, der mødte en samaritansk kvinde den dag ved brønden i Sykar.

Karen Horsens