Det guddommelige bliver flænget

”Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke.”

Johannesevangeliet 1, 10

Når det guddommelige møder det menneskelige, må resultatet vel blive ophøjet? Ja, og dog…

Tænk på, hvordan der fortælles om julenat, hyrderne på marken i himmelsk lys, englesangen, snart efter de vise mænd fra Østerland i stalden – og så mørket, Herodes’ djævelske børnemassakre for at få ram på en formodet kommende rival. Eller Jesu dåb i Jordanfloden, Guds ånd i en dues skikkelse og tilsigelsen af den udvalgte rolle for Jesus, derpå fristelsen i ørkenen, det dæmoniskes snedige forsøg på at få ham fanget, så han ville blive betydningsløs. Eller forklarelsen på bjerget, hvor det himmelske, overjordiske lys i Jesus står frem, men lyksaligheden brydes straks, da Peter vil holde den fast, og ved nedstigningen sker mødet med menneskelig sygdom og elendighed, disciplenes magtesløshed. Eller hyldesten ved Jesu indtog i Jerusalem, og straks kom der murren og forbitret modstand fra dem, der satte andre regler for mødet med Gud. Eller nadverens indstiftelse, hvor Jesus har givet slip på sit legeme og blod, overdraget sit liv til dem, der søger det nye, gentagne måltid, et møde med Guds rige, rykket fri af mørkets magt, og mens de stadig sidder ved bordet, skændes disciplene om, hvem af dem der er størst.

Sådan er det guddommeliges vilkår i denne verden: udsat for igen og igen at blive mødt med modstand og flænget.

Det guddommelige gik ind i det menneskelige, ikke for at herske, men for at tjene. Det blev derved sårbart, udsat for at blive foragtet, trådt på, såret, dræbt. Alle disse forspil havde der været til det, der skete med korsfæstelsen af Jesus langfredag, der, hvor Jesus selv blev flænget.

Og så er det hele langt fra sagt med det. Et billedligt udtryk for, at det guddommelige i sidste ende overvinder det, der står det imod, har vi i fortællingen i Matthæusevangeliet om, at det forhæng i templet, der hindrede adgang til det helligste, langfredag flængedes fra øverst til nederst. Et billede på, at vel lod det guddommelige sig udsætte for at blive flænget, men svaret blev, at også det, der spærrede for det hellige, skulle rives i stykker. Adgangen til fællesskabet med den hellige Gud er lagt åben.

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.