Vi kan være enige med Jesus om, at dømmesyge er noget af det værste, der findes. Og vi er enige med ham om, at man skal kunne tilgive. Den, der ikke kan tilgive sin næste, får sin livsglæde gnavet op indefra og ødelægger sit liv. Mildhed og tilgivelse over for de andre, det er en god og smuk holdning i et menneskeliv. Vi er helt enige med Jesus om det altsammen.
Men det er som om Jesus i den tale, han her holder, er underlig brysk. Det er ikke den tone, man plejer at tale om de emner i. Når præsten taler kloge ord om tilgivelse til de unge mennesker ved brylluppet, smiler de unge glade, for de kan sagtens tilgive hinanden. Når en statsleder holder en tale om mildhed og tolerance mellem mennesker, eller når en formand for en hjælpeorganisation holder en tale og appellerer til vore milde følelser, så taler de som folk, der venter at møde forståelse. I Jesu tale er der en underlig undertone - det er, som om han ikke forventer, vi er ganske enige med ham. Det ligger allerede i, at befalingen til ikke at dømme er knyttet sammen med et løfte om ikke at blive dømt - som om han forventer, vi kunne finde på at dømme. Befalingen om tilgivelse er knyttet sammen med et løfte om tilgivelse – som om han regner med, at vi har probemer med den ting.
Hvad mener han? Forstår han ikke, at vi netop er helt enige med ham? Nej, det gør han åbenbart ikke. Eller rettere: han ser os ikke som mennesker, hvis inderste higen er mildhed og tilgivelse og barmhjertighed. Han taler til os som til mennesker, der netop mangler det milde og tilgivende sind og derfor trænger til at modtage mildhed og tilgivelse. Han flytter os fra pladsen som de ædle givere, hen på pladsen som dem der må håbe på at modtage alt godt af Guds barmhjertige hænder, dem, der kun har Guds nåde at håbe på.
Karen Horsens