»En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre.«
(Matt. 10,24 f.)
Da Jesus sender sine spostle ud med ordet om Guds rige, peger han også på de farer, der vil møde dem undervejs. Jesus er selv blevet frakendt al hæder og ære, og hans disciple skal ikke regne med at slippe lettere. Men i stedet for at tabe modet skal de betragte modstanden som et tegn på samhørighed med deres herre og mester. I mødet med had og overgreb skal fællesskabet mellem dem befæstes, og i dette fællesskab skal de også finde mod til at trodse alle farer.
I evangelierne er Jesus fremstillet som en mand med et meget særpræget mod. Han sover trygt i båden, da den tumles rundt af storm og sø, og hans disciple er slagne af skræk. Han bliver heller ikke smittet af deres rædsel, da de vækker ham, og han selv står ansigt til ansigt med faren. Der er et gådefuldt mod i ham, der får ham til at trodse alle former for uvejr, som om de ingen fortræd kunne gøre ham, når det kom til stykket. Samme mod viser han også folkemængden i Nazaret, da de vil drive ham ud over afgrunden og slå ham ihjel. Han gør simpelthen front imod flokken, sætter sit mod op mod deres, og de må lade ham gå. Jesu mod gør ham også til situationens herre i Getsemane Have, da vagten kommer for at hente ham. Han dæmper den tumult, der er ved at opstå, og følger frivilligt med for at lade sig dømme og skille ved livet, mens alle om ham taber modet og lader ham i stikken. I det ydre er han forsvarsløs; men netop på den baggrund kommer hans mod til at lyse desto mere.
Hemmeligheden i Jesu mod er hans forhold til Faderen. Hans mod er troens mod, der ser Guds mulighed, selv om alle andre muligheder er brugt op, som tror Gud og håber til ham, mens den udholder alt. Det er dette mod, han også vil dele med sine disciple.
Erling Stougård Thomsen