»Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.«
(1. Kor. 13,12)
Den blinde tigger ved vejen til Jeriko »så« Guds herlighed vandre forbi, selv om den var skjult for hans øjne. Han så den i troen, og Jesus åbnede hans øjne, fordi han troede. Da takkede manden Gud og fulgte Jesus og skaren om ham ind i byen.
Der er en hemmelighed i Jesu liv, som kun troen ser. Den blinde så den uden øjnenes lys, og hemmeligheden blev ikke mindre, da han fik øjnene op og så den mand, der havde skænket ham synet. Det menneske, der stod foran ham, var ikke udstyret med overjordiske træk, men lignede de fleste andre, og den gåde, der havde givet sig til kende gennem ham, lod sig ikke løse.
Det ser vi også i andre situationer, hvor Jesus griber ind i menneskers liv. Han kender dem, ser deres tro, og hjælper. Men hans egen hemmelighed forbliver skjult, og de, der følger ham og lærer ham at kende, bliver nok klogere på ham, så de kan give ham nye navne og se ham i sammenhæng med den historie, der gik forud; men selv de største navne er ude af stand til at fjerne hemmeligheden i Jesu person, og ingen gamle profetier løser den gåde, der omgiver ham.
Det samme gælder Jesu levnedsløb under ét. Hans hemmelighed opløses ikke, selv om hans liv fuldbyrdes i kors og død. Den vokser. Og gør det endnu mere med ordet om hans opstandelse. Men selv om hemmeligheden vokser, er den bestandig sig selv lig. Guds evige gåde har taget bolig i denne mand og følger ham overalt. Den rejser sig af graven med ham og breder sig med ordet om ham ud over jorden og op gennem alle tider.
Men hemmeligheden er Guds, og vi fatter den kun stykkevis og ser den kun i ufuldkomne ord og billeder. Den rører vort liv og omslutter det, så vi ved os kendte. Den holder os fast, til vi får øjne at se med.
Erling Stougård Thomsen