”(…) i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, som er pantet på vor arv (...)”
Efeserbrevet 1, 13-14
At være menneske er en dynamisk sag. Biologisk er det jo åbenlyst, at vi ikke står stille: Vi undfanges, fødes, vokser og ældes. Tilsvarende gælder det i det indre liv: en vækst i erfaringer, en udvikling i indsigter og færdigheder. Noget går tabt undervejs, men stilstand er der ikke.
Hvad angår det, man kalder kristenlivet, forholder det sig på samme måde. Her drejer det sig om forholdet til Guds ånd, og det skriver kirkefaderen Irenæus om på denne måde:
”Vi modtager nu kun en del af hans ånd til vores fuldkommengørelse og forberedelse til ukrænkelighed, så vi lidt efter lidt vænnes til at fatte og bære Gud. Det er det, som apostlen kalder et pant.” (”Mod kætterne”, femte bog, 8.1). Med apostlen menes Paulus; Irenæus henviser til Efeserbrevet 1, 13-14.
Med andre ord: Vi er i kraft af ånden på vej mod fuldendelsen; dér skal vi ”fatte og bære Gud”. Hvad Irenæus mener med at ”bære” Gud, er jeg ikke helt sikker på, men det drejer sig vel om det, evangelisten Johannes kalder at blive ét med Faderen og Sønnen. Indtil da har vi fået så meget af ånden, som vi kan rumme, og mere er i vente; vi er, som Paulus skriver, Guds arvinger. Pantet på arven har vi, resten kan vi tilegne os ”lidt efter lidt”; det har karakter af forberedelse, så vi kan ”vænnes” til den fuldendelse, hvor arven skænkes fuldt ud.
Det er den visionære oldkirke, vi møder her. Dåben sætter os på en livsrejse, hvor stadig mere skænkes os til tilegnelse, så vi forberedes til opstandelsen.
Irenæus henviser til, at vi – mens vi er på vejen – kan råbe ”Abba, fader!” (Rom. 8, 15), et udtryk for det barneforhold, vi nu har til Gud, og han fortsætter: ”Hvis vi allerede nu, hvor vi har pantet, råber: Abba, fader, hvad så når vi opstandne ser ham ansigt til ansigt, og alle lemmer skal strømme over af lovsangsglæde (…) Hvad kan så ikke åndens fulde nåde, som skænkes mennesker af Gud, når den gør os lig med sig og fuldkomne efter Faderens vilje? Den danner nemlig mennesket efter Guds billede og lighed.”
Giv plads for ånden! Vi er med på en stor livsrejse, hvis mål vi skal vænnes til undervejs.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.