”Når kvinden skal føde, har hun det svært … men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.”
Johannesevangeliet 16, 21
NÅR LIVMODERMØRKET ikke længere skal fastholde det spæde nye menneske, som moderen bærer i sig, udvides fødselskanalen, og med smerte for moderen og et voldsomt pres på barnet kommer et lille menneske ud i den nye verden, det efterhånden skal lære at kende og finde sin plads i.
Mennesket er skabt til at kunne klare de ublide prøvelser, som fødslen indebærer for mor og barn, men samtidig er det et forbløffende krav om omstilling, det nye lille menneske udsættes for: fra en indelukket tilværelse i fostervand og mørke ud i det åbne med luft og lys. Et verdens-skifte.
For barnet er fødslen en slags død i den forstand, at den tilvante verden forsvinder. Alt det, det lille menneske har haft omkring sig og kendt, er væk: livmoderens vægge omkring barnet, fostervandets lune mørke, moderkroppens rytmer. I stedet en helt anderledes, voldsomt udvidet verden, og i stedet for at få sin livsnæring gennem navlestrengen skal barnet nu selv trække vejret og indtage føde.
Hvilken omstilling! Undervejs kan en ordløs form for dødsangst tænkes at være nærliggende: Hvad sker der dog, klarer jeg det her? En kærlig berøring, kontakt gennem huden, klangen i gode stemmer og mødet med kærlig omsorg giver det foreløbige svar: Ja, her i din nye verden er du velkommen, lille menneske. Det er denne fundamentale livsbekræftelse, kristendommen med sit håbsfyldte budskab vil hjælpe os til at fastholde igennem alt det, der venter os.
Jeg skal ikke kunne sige, i hvilket omfang man kan tale om bevidsthed i spædbarnet, men en dybtliggende, ordløs erfaring har vi med os: Det kan lade sig gøre at komme gennem en kritisk overgang, fra én verden til en anden. Derved har vi et grundlag i mødet de kriser og sammenbrud, livet vil byde på. Og det gælder på særlig markant måde ved livsafslutningen, hvor vi igen skal fra én verden til en anden, til en virkelighed på nye betingelser. Den overgang kan vi på baggrund af fødselserfaringen møde med håb, med tillid: Når vi bliver taget imod med kærlighed, klarer vi det.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.