”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.”
Matthæusevangeliet 18, 35
Ovenstående pointe fra søndagens evangelium er svær at have med at gøre. For er det virkelig et glædeligt budskab? Tidligere sekretær i Det Danske Missionsselskab (nu Danmission) Egon Nielsen holdt engang en prædiken over ordene om, at hvis vi ikke tilgiver, så vil Gud heller ikke tilgive os. Han sluttede sin prædiken meget dramatisk af med at sige: ”Den, for hvem dette er glædeligt budskab, bedes række hånden i vejret! Amen.”
Hvordan kan Jesus da sige, at Guds tilgivelse er afhængig af vores? Luther spørger et sted: Men hvorledes lader Jesus med disse ord syndsforladelsen hvile på vore gerninger og siger: Når I tilgiver næsten, skal I selv få tilgivelse og omvendt?
Svar: Syndsforladelsen sker, som jeg ofte har sagt, på dobbelt måde. Den ene gang ved evangeliet og Guds ord, som modtages indvortes i hjertet for Gud ved troen. For det andet udvortes, ved gerningerne, hvorom 2. Pet. 1, 10 siger, idet han taler om gode gerninger: ”Derfor, brødre, skal I arbejde med endnu større iver på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse.”
Der vil han, at vi skal gøre det synligt, at vi har troen og syndernes forladelse, det vil sige, at vi lægger gerningerne for dagen, for at man kan kende træet på frugterne, og for at det kan blive åbenbart, at det er et godt og ikke et råddent træ. For hvor der er ret tro, der følger visselig også gode gerninger. Altså er det menneske fromt og retfærdigt både indvortes og udvortes, både for Gud og mennesker. For det er følgen og frugten, hvormed jeg skaffer mig selv og andre vished om, at jeg tror ret, hvilket jeg ellers ikke kunne vide eller se.
Altså er her også den udvortes tilgivelse, som jeg viser med gerningen, et sikkert tegn på, at jeg har syndernes forladelse hos Gud.
Når derimod sådant ikke vises mod næsten, så har jeg et sikkert tegn på, at jeg heller ikke har syndernes forladelse hos Gud, men endnu sidder fast i vantroen. Se, det er den dobbelte tilgivelse, den ene indvortes i hjertet, der alene beror på Guds ord, og den anden udvortes, der bryder frem og gør os visse på, at vi har den indvortes.”
Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.