Ingen kommando over for Gud

”(…) vejen selv du bane dig!”.

Nr. 80 i Den Danske Salmebog

ADVENT BETYDER KOMME. Den højeste guddommeligheds ankomst ind midt i den myldrende, tvetydige menneskeverden. ”Ordet blev kød”, Gud trådte frem i et menneskeligt, fysisk legeme. Legemet kunne alle, som mødte det dengang, se, men langtfra alle kunne se guddommeligheden i det. De så et menneske, men ikke Gud.

Efter Jesu død og opstandelse gælder det samme grundvilkår: Vi har nu hans ord og fortællingerne om ham, og i gudstjenesten møder den treenige Gud os på særlig måde i sakramenterne. På forskellige måder befinder Gud sig lige foran os. Men hvis vi skal erkende det, kræver det, at han skaber troens øjne i os. At han selv baner sig vej til os. Det kan ikke kommanderes frem.

Kirkefaderen Origenes (født omkring år 185) peger på en afgørende forskel mellem et fysisk legeme og de guddommelige ting: Hvis et menneske eller noget andet uigennemsigtigt står lige foran os, kan det ikke undgå vores blik. Med hensyn til ”de højere og guddommelige ting” er det anderledes: De ”kan derimod kun ses, hvis de selv vil, også selvom de befinder sig foran os. Det afhænger helt af dem, om de kan ses eller er skjulte”.

Men har vi ikke selv en rolle at spille, kan vi ikke selv gøre noget for at hjælpe mødet med det usynlige på vej?

Origenes taler om, at det er Gud, der spontant må træde frem for os. Det hindrer dog ikke Origenes i også at formane os til at ”anstrenge os, for at Gud skal åbenbare sig for os”, men ”anstrengelsen” beskriver han vel at mærke på denne måde: Gud ”giver sig til kende for dem, der ikke nærer mistillid til ham”.

Det er så netop det, vi kan ”anstrenge” os med: Fordybelse i de ord og fortællinger, der er overleveret om ham, og i de tolkninger af Guds væsen, der kommer til udtryk i salmer og billedkunst – og ikke mindst i gudstjenesten. Det kan vække den tillid til ham, der åbner os for mødet og opdagelsen af, at Gud er der med sin åbne favn.

Det er tilliden – troen, som Guds væsen selv skaber – der får os til at opdage, at Guds rige i dets gavmildhed er lige midt iblandt os.

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.