”Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad.”
Nummer 557 i Den Danske Salmebog
DEN KOMMENDE SØNDAG taler evangelieteksten om Gudsrigets kræfter, der er som frø sået i jorden, en vækst i det skjulte, som vi må vente på med tålmodighed.
Det tema passer Ribe-biskoppen H.A. Brorsons salme ”Her vil ties, her vil bies” godt til. Salmen blev efter Brorsons død fundet blandt hans papirer og sammen med andre efterladte salmer udgivet i den samling, der er kendt som Brorsons ”Svanesang”.
Det er en salme båret af varm forventning. Brorson skrev den med inspiration fra en passage i Højsangen i Det Gamle Testamente, en duet mellem to elskende.
I jødisk sammenhæng er den sanselige, poetiske tekst tolket som et digt om kærligheden mellem Gud og folket, i kristen tradition er digtet set som et billede på kærligheden mellem Kristus og menigheden – eller, som det især blev udlagt i pietismen, som Brorson tilhørte, mellem Kristus og sjælen.
I sin salme giver Brorson udtryk for sjælens længsel efter Kristus, og i vers fire spiller han på Paulus’ formulering, at Kristus er førstegrøden, den, der baner vej og oprejser håbet ved at være oprejst fra de døde. Med bevidsthed om Kristus som ”førstegrøde af bliden vår” kan kulden ikke true håbet: ”Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,/ lad mig nu gyse. Det snart forgår.” Kulden vil blive svækket, i mellemtiden dækker sneen beskyttende de blomster, der allerede har vovet sig frem. Det, som sjælen længes efter, er allerede ukueligt på vej.
Derfor ”er stunden næsten oprunden,/ næsten oprunden, som gør dig glad”. Gudsrigets gennembrud er begyndt. Håbets frø er sået, ja, det har allerede brudt mørkets og dødens skal ved Jesu opstandelse.
Det giver menneskesjælen en opgave. Brorson ser sjælen i billedet af den due, Noa sendte ud fra arken, da jorden var ved at være tør igen efter den store oversvømmelse. Da duen vendte tilbage med et olivenblad i næbet, vidste Noa, at nu var der snart livsmuligheder på jorden. Som Noas due skal sjælen vidne om håbet: ”Kom, min due, lad dig skue,/ lad dig skue med olieblad!”.
Kaldet til sjælen er altså: Træd frem med pantet på, at sjælens længsel har fået svar; lad det mærkes. Nu skal det såede gives tid og plads til at gro.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.