Prøv avisen
Ordet

Lovsangens virkning

”Jeg vil vække morgenrøden.”

Salmernes Bog 108, 3

Davids salme 108 indledes med ordene: ”Mit hjerte er trygt, Gud, jeg vil synge og spille. Vågn op, min sjæl, vågn op, harpe og citer, jeg vil vække morgenrøden.”

Mange af vore bønner indledes alt for ofte med suk og klage: ”Ak, Gud, hjælp mig. Åh, Gud, det hele er for tungt og vanskeligt. Vær mig nær, Gud, i denne vanskelige tid” og så videre. Selvfølgelig kan vi altid komme til Gud med alt det, som trykker og smerter. Det har Jesus selv opfordret til. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt. 11, 28).

Men når vi beder, bør vi huske på, at bønnen er langt mere end at sukke og klage. Bøn er først og fremmest at lovsynge og prise Gud. Og netop først og fremmest! Det betyder, at vi som det første, og inden vi kommer frem for Gud med vores nød og klage, skal lovsynge og takke ham. Vi skal som David vække morgenrøden. Kalde lyset frem ved at lovsynge Gud.

Eller, som vi hører det om et andet sted i Det Gamle Testamente, nemlig om kong Joshafat. Da han engang skulle i krig, beordrede han sangere til at lovprise Gud. Det hedder: ”(...) så opstillede han sangere, der skulle lovprise Herren i hans hellige majestæt, mens de gik ud i spidsen for krigerne syngende: ’Tak Herren, hans trofasthed varer til evig tid!’.” (2. Krøn. 20, 21). Den lovsang havde en vældig virkning. Det hedder, at i samme øjeblik, at de satte i med denne lovsang, så lod Herren et baghold angribe fjenderne, og de blev slået. (vers 22).

Det er lovsangens virkning. Med den bryder vi mørkets kræfter. Med den kalder vi lyset frem, så vi kommer til at se på verden og os selv i et helt nyt lys.

Forleden læste jeg om en præst, som besøgte den gamle biskop Monrad. Det var en varm sommerdag, og biskoppen sad bag nedrullede persienner. Monrad gav præsten et billede på at prædike. Han rullede en af persiennerne op, mens han stod lige foran vinduet, og hans skygge bredte sig over gulvet. ”Se nu igen!”, sagde Monrad og stillede sig ved siden af vinduet, så lyset faldt ind, uden at noget skyggede. ”Således skal vi prædike!”, sagde biskoppen, ”så vi selv træder til side, og Jesus alene kan skinne”.

Og således skal vi da også bede.

Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.