”(…) lov at mine kære ser det smukkeste, jeg ville.”
Iben Krogsdal i samlingen ”Vild opstandelse”
FOR ET KRISTENT MENNESKE – i det omfang, vi holder troen levende – er det værste ved døden ikke, hvad der skal ske med os selv. Mødet med døden er ganske vist alvor, der er dom, og der vil givetvis være meget, som det vil være tungt at se i øjnene, når mit livs tråde samles, og der kastes lys over alt det, der var. Der vil være meget at angre.
Men alt efter døden sker i lyset fra ham, der påtog sig at være vores hyrde og læge, han, som har ”al magt i Himlen” (Matt. 28, 18) og påtog sig at dele sit liv med os og blive ét med os.
Hvad der skal ske med os selv i døden, er altså ikke det mest sorgfulde at se frem til, det vil derimod for de fleste af os være tankerne på vore efterladte: Vi ville så gerne fortsat være med i deres liv. Måske er der også en eller flere af dem, vi er bekymrede for, og så vil vi ikke være der til at støtte.
I Iben Krogsdals bog ”Vild opstandelse” er der en kort salme eller bøn, hvor tekstens jeg ser sig selv ved sin livsafslutning. ”Til aftenrødens stuegang,” kalder Krogsdal det punkt, hvor alt håb om fortsat liv med denne verden er ude. Dér er bønnen for afskeden:
”Så hvisk farvel med stemmer fra/ en børneflok der leger/ og brænd i julehjertet på/ min sidste sygeplejer.// Og pust min svage aura ud/ og kys min vantro stille/ og lov at mine kære ser/ det smukkeste jeg ville.”
Når vi tænker på vores død, er det menneskeligt at skænke sit eftermæle visse tanker. Er det egoistisk? Som om man har sine fortjenester og sit image for øje og finder det afgørende, at det vil eftertiden også have?
Men sådan læser jeg ikke Krogsdals tekst. Det er ikke offentligheden, men ”mine kære”, der nævnes. Der er heller ikke nødvendigvis tale om vellykkede handlinger, men om hendes vilje: ”Det smukkeste jeg ville.”
At dét måtte leve videre i ens kære: at de ser, at der blandt det mindre strålende var noget smukt, som jeg gerne ville.
Det er forbundetheden med hinanden, det drejer sig om. Hvis vi skal dø i samstemthed med vore kære, er det allerede nu, vi skal have dem i tankerne.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.