”(…) det arbejde, jeg har kaldet dem til.”
Apostlenes Gerninger 13, 2
I VORE DAGE ER DET, som om mavefornemmelse er den stærkeste autoritet, mange mennesker kender. Det passer til en individualiseret tid, hvor fagfolks indsigter ikke har samme status som tidligere, og enhver kan hævde at have ret til sin personlige fortolkning af virkeligheden – netop ud fra sin mavefornemmelse – uden at henvise til fornuft eller påberåbe sig omtanke.
Nu er der jo ikke noget galt ved at have en levende forbindelse til sit indre, at kunne mærke efter og træffe en afgørelse i samklang med sine erfaringer, måske endda ud fra sin samvittighed.
Nogle mennesker har også særlige anlæg for intuitive beslutninger. Men hvis nærmere eftertanke er slået fra, vil det i almindelighed være en skrøbelig og kortsigtet vejledning, man får fra fornemmelser i maven.
Det kan heroverfor virke lidt gammeldags at bringe tanken om et kald på banen. Med kald tænkes der på en overbevisningskraft, der sætter sig igennem, kalder en beslutning og handling frem, og det kan være på tværs af, hvad man forud havde forestillet sig, og uden hensyn til ens egen bekvemmelighed. Man har simpelthen mødt noget større, som gør krav på en.
Hvis vi går til evangeliernes fortællinger, er det karakteristisk, at der i mødet med Jesus kunne ske et stærkt ryk i mennesker – erfaring af at stå over for noget helligt, en større sandhed, blive bemægtiget af en mærkelig anelse: Her slog det virkelige igennem det uegentlige og tilslørede. Som at mærke pulsslaget fra livets inderste – og blive kaldt ind i det, blive inddraget i det.
Den slags er skelsættende. Livsforandrende. Det er langtidsvirkningen af det, der dér skete, som vi møder i kristentroen, i gudstjenesten, dåben, nadveren.
Her inddrages vi, her kaldes der på os, ikke så vi får bestemte anvisninger på, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal indrette vores liv.
Men der kommer en impuls til at lære af manden fra Nazaret, ham med Guds egenskaber, og efter bedste evne følge ham i at være til rådighed for det, der skaber liv og styrker håb iblandt os. Blive seende, nærværende, delagtige.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.