Grundtvigs store salme »O kristelighed« er for de fleste indbegrebet af en kernesalme. Men det er ikke alle, der tænker på, at ordet kriste-lighed har en ganske bestemt betydning, nemlig lighed med Kristus.
Det er centralt, for salmen handler om alt det, vi får igennem dåben, når vi døbes til lighed med Guds egen søn. Alt det, vi ikke helt forstår, men som dog lever i os i form af et håb, en tro, et løfte - løftet om, at vi har del i det land, hvor kærlighed bor, og hvor forgængelighed ikke har magt.
Det er det land, Grundtvig derefter går over til at beskrive. Og i vers to går det lidt i ét, fordi landet både er her og hisset. Løftet griber nemlig ind og farver oplevelsen af vort liv på jord. Vi har fået nye øjne at se med, døden har mistet sin brod, og vi ser nu, at det, der visner, vågner til nyt liv, og det, der falder til jorden, stiger op mod den himmel, hvor kærligheden vokser - Grundtvig sammenligner kærlighedens vækst med dagen, når den om foråret tiltager i længde.
Naturligvis ved Grundtvig godt, at vi endnu er skilt fra de levendes land, fra Himmerige. Men ikke helt, for troen - »vidundertroen« - slår bro over afgrunden, i håbet kan vi flyve dertil, og Gud rækker os kærligt ordet og sakramenterne til liv og velsignelse her, hvor vi lever. Deri består vores »livsalige lod«, og derigennem skabes glæden og lysten i vore hjerter:
O kærligheds Ånd!
det evige liv i fuld- kommenheds bånd!
o, smelt du vort hjerte
ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i
solglansen mild,
så glade vi føler, os skabes i bryst
de levendes lyst!
Lisbeth Smedegaard Andersen