Prøv avisen

Og se, en kana'anæisk kvinde ...

Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Herre, forbarm dig over mig«. (Matt. 15, 21)

Der var mange mennesker af alle slags, der bad til Jesus, mens han gik omkring med sine disciple. Sommetider, blandt andet ved denne lejlighed, fandt disciplene det plagsomt eller ligefrem pinligt, at folk råbte efter Jesus, især når det var mennesker, som slet ikke burde nærme sig ham, f.eks. denne hedningekvinde. Men Jesus hørte altid på bønnen. Ingen blev afvist. Derfor bedes der til ham den dag i dag.

At bede. Det er let at gøre sig lystig over bønnen. Når Gud nu er alvidende og almægtig og altid vil os det bedste, så gør han naturligvis med os, som han vil, og hvad skal alle disse bønner så til for? Og desuden, vil mange sige, er det i sig selv en grotesk tanke, at den evige, almægtige Gud skulle kunne påvirkes af os. Det lyder rimeligt nok. Men Jesus har sagt, at vi skal bede, og dermed har han fortalt os, at vi ikke over os har en ubøjelig skæbne, en fastlagt programmering, der står ved magt og bare kører af sted med os. Men vi har over os en Gud, vi skal kalde for far og derfor en Gud, vi kan tale med. Vi styrker os ikke med råbet: Guds vilje sker! Vi fortæller som kristne mennesker Gud, hvad der er vort hjertes ønske, og når vi har lagt vore ønsker frem for ham, kan vi sige: Din vilje ske! Dermed siger vi til Gud, som vi taler med, at vi véd, han ved bedst, og at alt til syvende og sidst bliver som han vil. Men vi beder. Som Jesus bad i Gethsemane. Tre gange beder han, inderligt, overtalende. Så først ender bønnen der, hvor bøn til Gud altid ender: Ske din vilje.

Det er ubegribeligt, at det har noget at betyde, hvad vi fnug i verdensrummet har på hjerte. Men det har noget at betyde, fordi vi netop for Gud ikke er fnug i verdensrummet men er hans børn, som han vil tale med.

Karen Horsens