søndagsordet
søndagsordet
11. søndag efter trinitatis
Luk 18, 9-14
for enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal knageme osse ydmyges til evig tid. Øh, det var da vist ikke helt rigtigt. Hvor kom så lige dén fra?
LÆS OGSÅ: Sand og falsk fred
Det handler om Jesu afslutning i lignelsen om farisæeren og tolderen. Farisæeren har frimodigt, med fromt løftet blik takket Herren, fordi han er et godt menneske. Tolderen bøjer hovedet, slår sig for brystet og beder Gud være ham nådig fordi han reelt er et dårligt menneske.
Og så er det, at Jesus vender det hele på hovedet og forklarer, at det var det dårlige menneske, der blev frelst, og det gode menneske, der gik fortabt! Stik imod al religiøs rimelighed og garanteret stik imod forventningerne hos de tilhørere, der havde rigtige farisæere og toldere inde på livet.
Jesus runder af med den sætning, der bekræfter, at han har vendt alt på hovedet: Den, der (som farisæeren) ophøjer sig selv, skal ydmyges men den, der (som tolderen) ydmyger sig selv, skal ophøjes. Så det handler ikke om, at tolderen nok inderst inde er et rart og ejegodt gemyt, men bare er sluppet uheldigt af sted. Han er en af udbytterne! Han er en af dem, vi andre ikke ville lege med, hvis han boede i opgangen. Og vi ville ikke lade vores børn komme for tæt på.
Vi er så vant til denne scene, at vi vanskeligt forstår, hvordan sympatien blandt tilhørerne sandsynligvis har ligget hos farisæeren. Han har været en religiøs og moralsk rollemodel.
Jesus gennemskuer ikke skjulte kvaliteter eller skjulte karakterbrist her. Det, han gør, er: at undervise om anger og tro. Den gode bliver dømt, den dårlige bliver reddet. Fordi den dårlige indrømmer og angrer. Hvilket for øvrigt sætter på plads en gang for alle, at når Jesus taler om fortabelse, er det ikke en dom over det dårlige menneske. Det er en dom over det gode, men selvretfærdige menneske.
Men hvad så derefter? Skal det angrende menneske så stå dér med skamfuldt, nedslået blik? Ydmyget til evig tid? Det er det, man tror, hvis man ikke får Jesu sidste sætning med.
Men han tager i stedet det angrende menneske om kinderne, løfter dets ansigt og hvisker: Kig nu op! Jeg ophøjer dig. Jeg løfter dit hoved. Jeg sætter dig fri. Han bruger her samme ord, som når for eksempel Salmernes Bog ophøjer Guds navn.
Ydmygelsen bliver aldrig helt fortid. For faldet fornyer vi altid. Men ydmygelsen får aldrig det sidste ord. Ophøjelsen og frisættelsen får det sidste ord. Her og nu og til evig tid.
Søndagsordet bliver skrevet på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen