”Brødre, med den bedste samvittighed har jeg til den dag i dag levet mit liv for Gud.”
Apostlenes Gerninger 23, 1
I sine erindringer fortalte en mand, som i efterkrigstiden var i Sovjetunionen med humanitære opgaver blandt krigsfanger, hvordan han på grund af en mistanke om spionage var blevet fængslet og tilbragte syv år under barske vilkår og i stor uvished. Når han havde kunnet holde til det, angav han to forhold som forklaring. Det ene var, at han var i tjeneste for en opgave, andre havde sendt ham på. Det andet forhold var, at han havde god samvittighed og en indre ro.
Siger erfaringerne fra sådanne ekstreme omstændigheder noget almengyldigt?
Der er en stor styrke i bevidstheden om at have en opgave, der sætter en retning i livet, hvad enten man vil kalde det en livsopgave – et kald – eller det er en betydningsfuld opgave i en bestemt periode af ens liv. Det indebærer en bevidsthed om, at man ikke er sit livs enevældige direktør, men underordnet de opgaver, livet har givet en. Der kan være tale om opgaver i arbejds- eller samfundslivet, men det kan også være kaldet som familiemenneske; dét er ikke mindre agtværdigt. Under alle omstændigheder en forståelse af sig selv som betroet forvalter snarere end direktør og ejer.
Det næste forhold, som havde hjulpet manden under fangenskabet, var samvittigheden og en indre ro. Når det, vi foretager os, er i overensstemmelse med vore normer, kan vi være os selv bekendt – have god samvittighed og ro i sindet. Nu må vi imidlertid ikke mene, at alt dermed nødvendigvis er i orden. Vi kan i overfladiskhed snyde os selv til god samvittighed, forskønne vore handlinger, fire på opfattelsen af, hvad der kræves af os.
Men noget udefra kan så hjælpe os. I salmen ”Kærligheds og sandheds Ånd” synger vi om Ånden: ”Med en god samvittighed/ til de små du daler ned”. Da det drejer sig om sandheds Ånd, bliver vi set som det, vi er, langtfra fejlfrie, med svigt, men kærligheden i Ånden betyder, at vi bliver set på med tilgivelse. Vi får skænket en god samvittighed og ro i sindet i den forstand, at vi får at vide, at Gud vil være os bekendt. Så kan vi også være det, opmuntret til et ærligt blik på en selv til at lære af sine erfaringer og komme videre med oprejst hoved.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.