Jeg bruger et udtryk fra dagliglivet, fordi I er skrøbelige mennesker. For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges. Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges og til sidst evigt liv. (Romerbrevet 6,19-22) »Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd«. Buddet om kærlighed kaldes i Jakobsbrevet for »frihedens fuldkomne lov«. Kærligheden som et bånd, kærligheden som lov? Vi forbinder vel kærlighed med frihed. Men hvad er sand frihed? Det er ikke, at man sætter sig ud over alt og gør, hvad man har lyst til. Det er ikke, at man sprænger alle bånd og bryder alle grænser, når man skal have dækket sine behov og opfyldt sine ønsker. Friheden består i, at man vil, hvad man skal og gør det. Kærligheden er, hvad vi får, og hvad vi skal. I sangen »Nu skal det åbenbares« (Højskolesangbogen nr. 461) sammenligner Grundtvig kærligheden med en krans af kærminder og siger, at jo stærkere den binder »des friere den gør«. Kærminder er sarte lyseblå forårsblomster, som ligner forglemmigejer. Tænk kærligheden som en blomsterkrans! Så sart og skrøbelig, så fuldkommen og stærk. Et menneske er altid bundet til det, som det vil. Der er intet tomrum. Der er to muligheder: at være bundet til synden, så er man fri over for retfærdigheden. Eller at være bundet til kærligheden. Deri består friheden: at være bundet til kærligheden. Gud har i Jesus kristus befriet os fra slaveriet under syndens magt. Han har gjort os til sine trælle. Men deri er der frihed og glæde. Gud har bundet os med en kæde af kærminder. Kristentro er ikke indsnævring af livsmuligheder, men ægte livsudfoldelse. Det menneske er lykkeligst, som vil, hvad det skal og gør det. Kaj Mogensen