MED FODVASKNINGEN i Johannesevangeliet (Joh. 13, 1-15) er vi i et sultegrænsesamfund, hvor måltidet altid er noget større end dette bare at spise og drikke. At spise er fællesskabsstiftende, en forsmag på Guds rige. Til et måltid må man derfor også altid berede sig. Man giver sig tid til både at fremskaffe og tilberede maden, sætte sig til bords, komme i den rette højtidsstemning. Derfor også i det hede orientalske klima skikken med at vaske fødderne.
Men hvem skal vaske hvis fødder? Ja, det skal slaven, den underordnede og afhængige selvfølgelig. For at vaske andres fødder er noget af det mest ydmygende, man kan tænke sig. Og det giver ofte spektakel blandt os mennesker, for hvor meget skal vi egentlig yde af ydmyge gerninger uden at få noget til gengæld? Hvem kan holde til altid at skulle stå til tjeneste for andre? Men mens disciplene og vi diskuterer med os selv og hinanden om, hvor meget der med rimelig kan forlanges af os af kærlighedens ydmyge gerninger, så rejser han sig og vasker vore fødder – fod efter fod. Tavshed hersker. Endelig vågner Peter op. Dette er jo helt forkert. Ét er, at ingen af os er gode til at udføre kærlighedens ydmyge gerning for andre, men det er dog alligevel for skrapt, hvis du, vores Herre og mester, skal gøre alt det, som vi andre burde have gjort, men som vi bare ikke kan blive enige om at gøre.
Vi er ikke rene og syndfrie som mennesker, ikke små engle, men vi er ved at sidde til bords med ham blevet vasket rene til at være med ham i Paradis.
Det er Guds rige på jord at være sammenspist med ham.
Men det er også Guds rige her på jord at bøje sig og tage alle de mange opgaver og alle de snavsede fødder, der trænger til at blive vasket, op i sine hænder, for når nu han, vores Herre og mester, allerede har vasket vore fødder og givet os lod og del i ham, så skylder vi også at vaske hinandens fødder. Som tak.