Luk. 15
Ordet fortabelse bruges ikke meget uden for en kirkelig sammenhæng. Det vækker ofte ubehagelige associationer til en dyster kristendomsforkyndelse, der har forkrøblet mange menneskers liv ved at belaste deres sind med en overvældende angst for den fremtidige fortabelse. Man kan ikke befri sig for en fornemmesle af, at truslen om fortabelsen er blevet brugt som et kirkeligt magtmiddel: med truslen om fortabelse har man forsøgt at skræmme mennesker til tro. Det er en fatal misforståelse! Det er muligt at skræmme mennesker til underkastelse, men aldrig til tro, for tro er altid hjertets frie hengivelse. Det er imod evangeliets inderste væsen at forsøge at tvinge noget menneske til at tro det.
Dermed er ikke sagt, at evangelierne ikke taler om fortabelse, og at Jesus ikke gjorde det. Det gjorde han! Det gjorde han blandt andet i de kendte lignelser i Lukasevangeliet om det mistede får, den tabte mønt og den fortabte søn. Men for ham var fortabelse en nutidig tilstand, som han med sine ord og handlinger ville hente mennesker ud af!
Sådan kan ordet også bruges i dag. Vi kan sige om et menneske, at det er fortabt eller føler sig fortabt. Da tænker vi på et menneske, hvis liv er ødelagt og blevet meningsløst. Det kan være selvforskyldt. Det kan skyldes andres nederdrægtighed, og det kan endelig skyldes tildragelser, som intet menneske er herre over. Et menneske kan være fortabt i sorgen over et smerteligt tab af et andet menneske. Fortabelse er heller ikke i dag et ukendt fænomen. Fortabelsesmulighederne er uendelige. De hører også nutidens virkelighed til.
Derfor er de kendte lignelser lige så vedkommende, som de var, da de første gang blev fortalt. Det vil altid være opmuntrende at høre, at en fortabt bliver fundet og får nye muligheder!
Holger Jepsen