Ordet: Benny Andersen har givet os dagens ord i taknemmelighed

At Alt og Intet er os givet.

Fra sangen Det er forår af Benny Andersen

Musiker, sangskriver og digter Benny Andersen i sit hjem.
Musiker, sangskriver og digter Benny Andersen i sit hjem. . Foto: Kristian Brasen/ Denmark.

At tage noget for givet betyder for det meste at tage noget som en selvfølge. Men ved nærmere eftertanke ligger der en dybere mening gemt, som har at gøre med, at det givne netop er at forstå som en gave.

Under normale omstændigheder er det sådan, at man forventer, at man kan stå op til en ny dag i morgen, at hjertet slår, som det skal, at man er udhvilet til endnu en meningsfyldt dag, og ikke mindst at de, der befolker ens hverdag, fortsat er der. Ja, man tager det for givet, at sådan er det. Alt andet ville være uorden. Selvfølgeligheden er der som baggrundsstråling.

LÆS OGSÅ: Ordet: Et trodsigt ord, der kan bære håbet i en håbløs verden

Men det er bestemt ingen selvfølge. Og kender vi det ikke fra os selv, så kender vi det fra mange af dem, der kom til at stå os nær. At pludseligt blev dagen forandret, ulykken indtraf som lyn fra en klar himmel, eller sygdommen sneg sig ind og blev hård skæbne. Hvad man før tog for givet, var ikke længere en selvfølge, men blev netop den gave, man fik, og som kunne tages fra en igen. Så når jeg regner med at få i morgen med med alt, hvad den indebærer af livsbekræftende oplevelser og møder, er det ikke givet som en selvfølge, men netop som den gave, det er.

Det fordrer ikke nødvendigvis et særligt religiøst gemyt at tænke sådan. Men det fordrer en evangelisk trods, en ærlig og åben tilgang til den tilværelse, vi alle får som skæbne. Den trods satte Benny Andersen i sin tid på vers i Hilsen til forårssolen, hvor han med sin egen finurlige poesi får sagt det, det handler om. Livets sol er min den sidste del af livet. For som solfanger er jeg nu begyndt at forstå, at Alt og Intet er os givet. Ja, alt er givet som gave, og intet i denne verden er selvfølgeligt. Det er ikke lige meget, hvad der ligger til grund for vore ofte ureflekterede udsagn. I dette tilfælde er der en verden til forskel. I alt fald er der taknemmeligheden.

Ole Juul