Ordet: Jesu kærlighed

Vi skal ved vores gudstjeneste møde Jesu kærlighed for at komme på den rette plads i forhold til Gud

"Guds tilgivelse er det, vi har allermest brug for, og ved gudstjenesten rækkes den til os," skriver Ebbe Paludan i dagens ord.
"Guds tilgivelse er det, vi har allermest brug for, og ved gudstjenesten rækkes den til os," skriver Ebbe Paludan i dagens ord. .

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?. Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?. Det kunne de ikke svare på.

Luk. 14, 1-6

Det var meget provokerende, at Jesus helbredte en mand med vand i kroppen på en sabbat. Han ødelagde en gudstjeneste ved at gøre det, for sabbatten var så hellig, at hele dagen godt kunne kaldes en gudstjeneste. Jesus havde gjort det før, og der stod da også nogen og holdt øje med, om han ville gøre det igen. Helt bevidst gjorde han det igen og forstyrrede helligdagen og den gudstjeneste, som hele sabbatten var.

Deraf skal vi ikke lære, at så kan vi også undvære kirkens gudstjeneste, for det kan vi ikke. Men den gudstjeneste, vi behøver, er ganske anderledes end den sabbat, Jesus forstyrrede. Vi behøver vores kristne gudstjeneste for at komme på den rette plads i livet.

I modsætning til os var Jesus altid hos Gud og på den rette plads i forhold til Gud. Han modtog alt af Guds hånd.

Det gør man, når man elsker de mennesker, man møder, og det gjorde Jesus altid. Derfor fik Jesus også straks medfølelse med den syge, der med ét stod over for ham Nu var der ingenting, der var vigtigere end at hjælpe ham. Jesus var hos Gud ved at hjælpe den syge på sabbatten. Han gemte sig ikke for Gud, men i medfølelsen med den syge var han hos Gud.

Vi skal ved vores gudstjeneste møde Jesu kærlighed for at komme på den rette plads i forhold til Gud.

Guds tilgivelse er det, vi har allermest brug for, og ved gudstjenesten rækkes den til os.