Ordet: Lad julesorgen slukkes

Vor Fader i Himlen! Lad det ske, lad julesorgen slukkes!.
Salmebogen nr. 99, vers 8

"Guds rige er et barn i vore arme."
"Guds rige er et barn i vore arme.". Foto: Iris.

For et par år siden var jeg kommet noget bagud med mine juleprædikener, og om eftermiddagen til lillejuleaften vidste jeg endnu ikke, hvordan jeg skulle få min juleaftensprædiken til næste dag skruet sammen.

I stedet for at forsøge at vride den ud af ærmet, hvad der som regel aldrig kommer noget godt ud af, besluttede jeg mig for at besøge en familie i sognet, som et par måneder forinden var blevet ramt af sorg og tab. Moderen, en ung kvinde på 25 år, var af uforklarlig sygdom pludselig død, efterladende sig mand og en datter på to år.

LÆS OGSÅ: Ordet: Ulykkens tanke

Den første, jeg fik øje på, da jeg trådte ind i stuen hos familien, var den lille pige, som løb rundt mellem sin far, faster og bedsteforældrene. De voksne var naturligt følelsesmæssigt præget af situationens alvor, og fra dem lyste sorgen og tabet af den unge kvinde. Men i barnets øjne, som var fulde af glæde over at være omgivet af mennesker, hun kendte, og som hun vidste ville hende det bedste, lyste den stjerne, som Grundtvig digter om i det vers, som af uforklarlige grunde ikke kom med i salmebogens udgave af Dejlig er den himmel blå. Østerlands de vise mænd fandt dog stjernen der igen, som de skued i det høje. Thi i barnets milde øje funklende og klar den sad.

Med ét blev hovedet denne sene eftermiddag tømt for alle de tunge teologiske termer, man kort forinden havde siddet alene og tumlet med. I stedet meldte sig i samværet med denne lille familie sandheden i en anden digters ord: at Guds Rige er et barn i vore arme.

Hvor meget får man ikke foræret, når man slipper alt det, man sidder og nørkler med af tør teologi, og i stedet lader sind og sanser åbne sig over for det, der er inkarnationens dybt menneskelige indhold.

Ja, som bedsteforældrene sagde, da jeg ønskede dem en glædelig jul, at hun er midt i sorgen vores juleglæde.