ordet
Det er forår, alting klippes ned, skrev Benny Andersen i 1981. I strofer med forunderlig poesi, ordspil og rim hilser digteren foråret velkommen. Han vedkender sig, at alt har sin tid, også hans eget liv, snart skal jeg og mine sidste tænder skilles ad, men det er håbet og forventningen, der står stærkest, for når forårssolen skinner, blir jeg glad.
En lige så bekræftende forårssalme har vi i Grundtvigs påskehymne Påskeblomst, hvad vil du her. Påskeblomsten er liljen, bondeblomsten, der uden duft og pragt og skær ikke var regnet på Grundtvigs tid, og i alt fald ikke blev plukket og sat i vase. Den er, som evangeliet, udsat for det moderne menneskes tvivl og mangel på troens fantasi. Hvordan skal vi også forklare, hvad vores største højtid handler om?
En vinterdag for mange år siden fandt jeg et par små løg i haven. Rynkede var de og ingenting at se til. Jeg tog dem med ind og lagde dem i en skål. En dag spurgte en af pigerne, hvad det var, der lå i skålen, og jeg fortalte hende, at det var løg, og at der inden i dem var de skønneste blomster. Dem vil jeg gerne se, sagde hun, og så tog hun en kniv og begyndte at skrælle et af løgene. Lag efter lag skrællede hun af, men der kom intet frem, og til sidst skar hun resolut løget midt over. Jamen, der er jo ingenting, sagde hun med skuffelse i stemmen. Tag det andet løg, sagde jeg. Gå udenfor i haven, grav et hul, læg det derned, dæk det til og vent.
Det gjorde hun, og hun ventede. Efter et par uger, hvor forårssolen fik magt, skete det. Op af jorden skød liljen, og et par dage senere foldede den sine gule trompetblade ud i fuldt flor. Hvem, der en råkold vinterdag stod med et rynket løg i hånden, skulle tro det?
Dog, endnu et under var hændt. Selvfølgeligt og alligevel så gådefuldt.
Ole Juul