Og ordet blev kød, står der i begyndelsen af Johannes-evangeliet. Ja, og ordet lød. Nu ikke længere som en formanende gammeltestamentlig tordenrøst talt ned til folket fra bjerget, men nu som en kærlig stemme, talt op til mennesker og midt ind i en såre simpel menneskelig sammenhæng, som Maria og Josefs liv med hinanden. Det er kærlighedens stemme, der lyder og høres. Den har magt, og den er magtfuld.
LÆS OGSÅ: Ordet: Lad julesorgen slukkes
For godt tre uger siden døde den sydafrikanske borgerretsforkæmper Nelson Mandela. Hans historie er en forunderlig historie om et menneske, der indespærret på fangeøen Robben Island i 27 år gennemtænker sit politiske standpunkt, der inden fængslingen beroede på overtagelse af den politiske magt netop ved magt. I fængslet når han frem til en erkendelse af dybden i kristendommens tale om tilgivelse og forsoning.
Ved højtidelighederne forud for Mandelas begravelse kom jeg til at tænke på en anden afdød åndskæmpe, den tidligere tjekkiske leder Václav Havel. Det var Havel, der i sit berømte essay fra Charta 77 introducerede begrebet den magtesløse magt. Som Mandelas tale gennem årtier var det, var også Havels tale en menneskelig og en medmenneskelig oversættelse af ordene om kærlighedens magtesløse magt, som er julens og kristendommens dyrebareste ord.
Da det tjekkiske folk manglede ord, da det manglede visioner, talte han sit ord, og det skabte, hvad det nævnte. Det var som Mandela en menneskelig stammen på Guds store skaberord.
Og jorden var tomhed og øde, står der i skabelsesberetningen. Men ind midt i den virkelighed, midt ind i den verden, som vi ofte lægger øde og tømmer for hinanden, dér taler Gud fortsat sit Skaberord. Ind midt i denne råkolde virkelighed, som vi ofte selv skaber, taler han sit kærlige og velsignede ord. Da vil han, at vi, selvom vi ikke formår at udtale ordet perfekt, om ikke andet, så dog stammer med på ordet.