En dag i december for et par år siden spurgte jeg mine minikonfirmander, om de vidste, hvad ordet advent betød. Svaret kom prompte fra en af drengene. Advent betyder, at vi forbedrer julen. Den måtte jeg lige have én gang til, men han holdt fast ved sit svar, og så måtte jeg skønt jeg næsten ikke nænnede det spørge tilbage, om han ikke mente forbereder julen. Det sad han så lidt og tyggede på.
Men lad os bare tage den niårige på ordet, for vi kan ved at bruge adventstiden rigtigt som forberedelse forbedre den jul, vi alle ser frem til.
LÆS OGSÅ: Ordet: At bage et brød og fortælle en god historie
I salmebogen står adventssalmerne under afsnittet Tidens fylde. Begrebet betyder, at Guds tid er som et kar, der fyldes, og når det er fuldt, er tiden gået og i dag som dengang, Gud udsendte sin søn, født af en kvinde. Vi har blot at vente. Vi kan også tømme karret, inden det er løbet fuldt, og det sker, når vi i stedet for at forberede os til julen, tager forskud på højtiden, og når vi så endelig når frem, segner vi på grund af stress og travlhed med alt det, vi skulle nå og alligevel ikke nåede.
Der har sneget sig et gaveræs ind i adventstiden, og forældres og bedsteforældres opfindsomhed er stor, godt hjulpet på vej af en gaveindustri, som øjner et kæmpemarked i disse dage. Men der er altså ikke noget at fejre, før vi når frem.
Tiden frem mod jul er som et kar, vi i stedet skal lade fylde med gode oplevelser og stunder, og skal vi endelig tale om gaver, så er de bedste gaver i adventstiden de besøg, vi får, og de besøg, vi selv giver. At sætte sig ind til et menneske, man ikke har set i lang tid, tænde et lys eller flere, samtale i ordets dybeste betydning med den ro i sindet, der kommer af, at højtiden, som vi ser frem til, ikke så meget handler om, hvad vi når, men mere om, hvad der når os.
Sådan forbedrer vi allerbedst den højtid, vi forbereder os til.