”En tjenestepige så ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: ’Han dér var også sammen med ham’.”
Lukasevangeliet 22, 56
Da Jesus var blevet pågrebet i nattemørket ude ved Oliebjerget og ført bort, var det nærmest, som om Peter blev bedøvet indeni. For at befri Jesus havde han trukket det sværd, han havde medbragt gemt under koften, men Jesus satte ham i rette: Stik sværdet tilbage i skeden!
Peter indså, at han ikke havde noget, der kunne bruges. Han var sat udenfor. Som om det, der havde været hans liv, siden Jesus havde sagt ”Følg mig!”, var slukket, væk.
Så når han nu, mens Jesus bliver forhørt, sidder i ypperstepræstens gård og bliver udpeget som en af den mands disciple… Jamen, var der længere noget at være discipel af? Han blev spurgt, og han kunne have svaret: ”Ja, jeg kom til Jerusalem sammen med ham, var hans discipel” eller: ”Nej, vel er jeg ej hans discipel, jeg aner ikke, hvad du taler om!”. Hvilken forskel gjorde det, om han sagde det ene eller andet?
Men så, netop som det var ved at blive morgen, og hanen galede, skete der alligevel noget, som brød forskelsløsheden. Under forhøret hos ypperstepræsten var Jesus kommet til at stå, så han blev synlig ude fra gården. Da hanen havde galet, vendte han sig et øjeblik om, og hans og Peters blik mødtes.
Peter mærkede det: Jesus ved, at jeg har fornægtet ham. Men var der fordømmelse og afstand i blikket? Sådan virkede det ikke. Det var kontakt. Jesu blik virkede som en livline, der blev kastet ud for at hale Peter ud af uvirkeligheden og ligegyldigheden. Han var ikke ligegyldig for Jesus, trods sit svigt.
Den synlige virkning blev, at Peter styrtede ud af gården og brast i gråd.
Han havde fået sin første, nødvendige hjælp. Var blevet fundet, set, og reaktionen var hulkende gråd. Som det er med sorg og tårer: De er i sig selv udtryk for, at alting alligevel ikke er lige meget.
Peter havde sagt nej, hvor han skulle have sagt ja, det kunne han nu erkende, og derved havde han igen fået forbindelse til sit eget liv. Var ikke overladt til ligegyldighed.
Det var stadig ikke helt lyst, og hvad der var i vente, vidste Peter ikke. Han skulle igennem et par smertefulde, dystre døgn, før det blev afklaret.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.