Prøv avisen

Søndagsordet

-- Biskoppernes fremfærd er ren salamitaktik, og i dag har vi indset, at det er naivt at forestille sig, at der ikke sker mere, siger Leif Andersen, lærer og cand.theol på den missionske teologiske uddannelsesinstitution, Menighedsfakultetet. -- Foto: Leif Tuxen

Påskedag

Matt. 28, 1-8

I MORGEN, når du går ud ad din dør, åbner du først døren. Så går du ud ad den. Du drejer dig rundt og lukker den. Og til sidst låser du den. Nu er du kommet ud, og andre kan ikke komme ind.

Det var dét, der skete påskemorgen. Stenen blev rullet væk. Og Kristus gik ud af graven. Ikke nok med det: Han gik ud gennem dødsrigets porte. Og så vendte han sig om, smækkede døren i og låste den, så andre ikke kan komme ind!

At blive levende, når man har været død, er ret usædvanligt. Men ikke helt uhørt. Enkelte er vendt tilbage fra døden, enten gennem lægers indgriben eller gennem Guds kraft. Eller begge. Stort!

De vendte jo altså ikke så radikalt tilbage fra døden, at de aldrig mere kunne dø. De fik bare udsat døden lidt. Opstandelsen var noget midlertidigt. Større var det altså heller ikke.

LÆS OGSÅ:Lysglimt fra evigheden

Men da Kristus gik ud af graven påskemorgen, gik han også ud af dødsriget så radikalt, at han aldrig mere kunne dø. Han vandt ikke bare et enkelt slag i krigen mod døden. Han vandt krigen. Og så vendte han sig om og smækkede døren til dødsriget i, så vi andre ikke kan gå ind.

Jo, vel kan vi dø. Men nu er det døden, der er noget midlertidigt. Når vi dør, er vi bare inde og vende. Nu er det det evige liv, der bare bliver udsat lidt.

Billedet med dødsrigets døre ser lidt anderledes ud i østkirkernes ikontradition. I Vesten viser vi gerne Jesus, der går ud af graven. Men i østkirkerne viser man hellere Jesus, der går ud ad dødsrigets porte og allerhelst, så de er revet af hængslerne, og han træder på dem på vej ud!

Jeg elsker at se for mig, at han måske ligefrem, i ren livs- og opstandelsesglæde, har hoppet op og ned på dem og trampet på dem: Aldrig, aldrig mere skal I få magten over mine børn. Og bagefter er han småløbet af sted med gjaldende latter.

Han blev som vi, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. (Hebr. 2, 14f).

LÆS OGSÅ:Det kræver en vanvittig tro at tro på Jesu opstandelse

Kristi opstandelse er ikke en metafor for foråret. Det er omvendt. Foråret og alle andre oplevelser af tilbagevendende, sejrende, frembrydende liv i vores verden er billeder på Kristi korporlige opstandelse. For selvom åndelighed da kan være en udmærket ting, hører den ikke hjemme ved den tomme grav: Kristi grav var helt bogstaveligt tom, fordi dødsriget havde mistet sit bytte. Og nu mister det alle os andre også! For som han opstod, skal vi opstå.

Så bliver det bare ikke større.

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen