Prøv avisen

Søndagsordet: Vandringen på søen

EN AF DE MEST KENDTE beretninger fra Det Nye Testamente er Jesu vandring på søen.

Når børn og unge vil problematisere den kristne tro, er det ofte med ordene: Tror du virkelig, at Jesus gik på vandet? Mon ikke han snarere gik på bundgarnspælene? Interessant er det, at det er netop den handling, der vækker størst undren, og ikke selve opstandelsen fra de døde.

Vandringen på søen er på én gang konkret og samtidig helt utrolig. Vi forstår den og forstår den samtidig ikke. Den dobbelthed vækker enten troen, eller også vækker den mistroen i os.

Jesu vandring på søen kan let komme til at fremstå som det centrale, når vi lytter til teksten, men egentlig tror jeg, at vores fokus i stedet bør ligge på Peters vandring på søen og på hans undergang. Peter slap al fornuft, da han så sin Herre komme gående på den mørke sø, og han gik ud til ham. Men på sin vej mod Jesus blev han ramt af tvivlen, han så ned og begyndte at synke og måtte reddes op af Jesus.

Peter bevægede sig ud i en balancegang på den mørke sø, og den handling siger os noget om troen og tvivlen. De fleste husker sikkert ,hvordan de som børn i gymnastiktimen eller på legepladsen forsøgte sig med linegang på et reb eller på en smal bom.

Med bævende ben gik man langsomt ud på det spinkle underlag med øjne, der var stift rettet mod fødderne. Når man efter et øjeblik vovede at se op og finde et fokuspunkt foran sig, kunne man pludselig gå ubesværet. I samme øjeblik fokus igen blev rettet mod fødderne, vaklede man og faldt ned.

Sådan går det også i teksten om Jesu og Peters vandring på søen. Peter bevæger sig ud til Jesus, ikke bare med øjnene rettet mod ham, men med troen og tilliden låst fast på Jesus. Undervejs tvivler han og ser ned på sig selv og sine egne fødder, og han begynder at synke. For da han flytter sit fokuspunkt, forsvinder troens grund under ham.

Vandringen på søen fortæller os, at troen ikke er noget, vi frembringer selv, men noget, der kommer til os fra Gud.

Hvis vi lader fokus være på vores egen evne til at bevæge os ud på troens vand og tror, at det er vores egne kræfter, der skaber troen, så mister vi det centrum, som troen altid må have i Gud. Når vi lader vores fokus være på ham, ser vi, at fortællingen om vandringen på søen viser, at det er Jesu styrke og hans tro, der kan holde os oppe.

Søndagsordet bliver skrevet på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen