- Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.
(Matt. 6, 10)
Det siges undertiden, at i Fadervor samles alt, hvad et kristent menneske kunne ønske at bede om. Det er ikke rigtigt.
I Fadervor beder vi om noget, vi aldrig ville drømme om at bede om, hvis ikke netop Jesus selv sagde: Således skal I bede. I skal sige. Ske din vilje!
I Fadervor beder vi om en verden, der ikke er formet i vort billede, vi giver os ind under en vilje, der slet ikke ligner vores.
Hvordan kan vi overhovedet bringes til at bede sådan?
Den bøn taler ud af en angst i vort indre, som aldrig kom til orde, om ikke netop Jesus selv kom og gav den mund og mæle. Og angsten udspringer af nogle erfaringer, vi gjorde: erfaringer om, at mands vilje ikke altid var mands himmerig. Erfaringen af, at man gik den vej, man ville og kom derhen, hvor man ikke ville. Erfaringen af, at det, man mente, var til et andet menneskes bedste, slog så grundigt fejl, at det menneske stærkt tvivlede på éns gode vilje. Og af disse erfaringer udspringer en anelse om, at den verden, der afspejler vore ønsker og vor gode vilje måske ikke er det dejlige land, hvor alle er gode og lykkelige.
Disse anelser og denne angst ender i angsten over, at vor egen vilje ikke er god - og frygten for at blive alene i verden med denne vor egen vilje.
Almindelig selvopholdelsesdrift byder os at stoppe munden på den angst.
Men da er det Jesus siger: Bed I bare! bed: komme dit rige, ske din vilje - og det er ikke en nøgen ordre, men han tager os ved hånden og beder bønnen med os som den, der godt véd, hvad ordene koster: Ske din vilje - at det må blive med mig og med mine, som du vil.
Da gælder det:
med ham er alt vi fremme/ og har hos Fader hjemme.
K.L. Aastrup
Karen Horsens