Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
(1. Kor. 13,13)
Søren Kierkegaard skriver om kærligheden, at den har sit rette element i det evige. Ligesom vandet er fiskens element, så den hurtigt begynder at gispe og dø, når den løftes op af vandet, sådan er også kærligheden afhængig af sit element. Den omkommer ynkeligt, hvis ikke evigheden svøber sig om den og skænker den et rum, hvori den kan trække vejret.
Når kærligheden kan tåle og udholde alt, som vi også hører om det i 1. Korintherbrevs 13. kapitel, når den er uden pral og aldrig søger sit eget, skyldes det, at den hviler i det evige og derfor ikke behøver at ængstes for nogen verdens ting. Gud har taget sig af den og vil også blive ved med at sørge for den. Den behøver ikke at tænke på sig selv.
Sådan er kærlighedens vilkår, og de gælder for ethvert menneske. Men i Jesu liv bliver det fælles vilkår gennemlevet og holdt op for os, så vi kan se, hvordan et menneskeliv formes deraf. I Jesu liv kommer det for dagen, hvordan kærligheden gør sig gældende og ikke viger tilbage for noget. Den lider, men overlever, fordi evigheden låner den sin styrke. Den korsfæstes og pines til døde, men Gud, som er kærlighedens ophavsmand, rejser den af graven.
Paulus sætter kærligheden over tro og håb, fordi den har hjemme i det evige. Derfor vil den også overleve, når tiden løber ud, mens troen og håbet har deres tid og kun bliver, så længe tiden går. I evigheden hviler troen, mens håbet smiler stille, og kun kærligheden har travlt med sin evige lovprisning af Skaberens herlighed. (DDS nr. 342, v. 3).
Men der er endnu en grund til, at apostelen lader kærligheden overstråle tro og håb. Det beror på, at både troen og håbet bæres af kærligheden, så de slet ikke kan være til og overleve tidens tyngde, hvis ikke kærligheden vedbliver at kalde på dem, sætte dem i gang og nøde dem til at gå vejen til ende med udholdenhed.
Erling Stougård Thomsen