søndagsordet
5. søndag efter påske
Joh. 16, 23b-28
I SKAL BEDE i mit navn, siger Jesus. Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Bed, og så skal I få, fortsætter han. Det lyder forjættende, og alligevel er det dybt anfægtende. Det sker jo, at vi netop ikke får, hvad vi beder om.
Det gode helbred, vi bad om, fik vi ikke. Det gode liv, vi bad om, fik vi heller ikke. De drømme, vi bad om måtte gå i opfyldelse, gik ikke i opfyldelse. Tværtimod fik vi det modsatte af, hvad vi bad om. Vi blev syge, kæmpede os gennem dagene, og drømmene bristede. Derfor må det være anfægtende, når Jesus siger, at vi skal få, hvad vi beder om. Sådan erfarer vi det ikke.
I så fald er der noget, vi har misforstået. Luther sagde, at når vi ikke får, hvad vi beder om, tyder det på, at Gud har hørt os. Jesus gentager igen og igen, at Gud hører os, når vi beder i hans navn og ikke i vort eget. Først når vi beder i hans navn, får vi, hvad vi beder om. Først da! Deri ligger hele forskellen.
Beder vi i eget navn, lægger vi hele tyngden på os selv. Bønnen kommer da til at handle om vore egne drømme, forventninger og behov i forhold til livet. Beder vi i Jesu navn, flyttes tyngden fra os selv og over på ham. Bøn er da, at Faderens vilje må ske ved, at vi vokser sammen med Jesus, sådan at hans død og opstandelse bliver nærværende i os.
Vi taler meget om personlig udvikling i disse år. Personlig udvikling er ligefrem et krav i tiden. Tiden er nemlig til store personligheder, der altid taler om sig selv og fylder meget i fællesskabet.
Bønnen i Jesu navn går den modsatte vej. Bønnen er personlig afvikling. Bønnen er, at alle mine drømme, forventninger og behov må blive korsfæstet og dø sammen med Jesus. Bønnen er med andre ord, at jeg må blive mindre. Jeg må afvikles.
Bønnen peger således frem mod et nyt liv, hvor Jesus udvikler sig, indtil han fylder alt i mit liv. Som han opstod, skal jeg opstå til nyt liv. Et nyt liv, hvor Faderen giver mig alt. Jesus siger, at gennem bønnen skal vor glæde være fuldkommen.
Denne fuldkomne glæde når vi først på den yderste dag. Endnu har vi den kun i troen men vejen frem mod den går gennem indøvelsen af den i bønnen og dermed også en indøvelse i at flytte tyngdepunktet fra mig selv til at modtage det nye liv, som Gud giver mig gennem Jesu død og opstandelse.
Et nyt liv, der ikke handler om mig og mine behov, men om Gud og min næste. Et nyt liv, hvor ikke min vilje sker, men hvor Guds vilje sker.
Søndagsordet bliver skrevet på skift af Morten Fester Thaysen, sognepræst i Varde, Lea Skovsgaard, sognepræst i Harlev, Leif Andersen, lektor og cand.theol., og Lisbeth Smedegaard Andersen, pastor emeritus